Nyheder fra migrantsamarbejdet
Nyheder

Migrantsamarbejde under corona lock-down

Hvordan laver man tværkulturelt arbejde hjemmefra? Her er lidt inspiration fra felten, samt idéer til online-platformer og hvordan de kan bruges til migrantarbejde.

 

Statsministeren og dronningen opfordrer alle til at blive hjemme og holde afstand - dette gælder også kirker og trossamfund. Biskopperne sender løbende retningslinjer ud, og der opfordres til, at "de enkelte stifter og på landsplan, gøre en stor indsats for at udbygge alternativer til kirkernes gudstjenester via radio, tv og internettet." 

Men hvad gør kirkens mange tværkulturelle projekter og initiativer? Det er især nydanskere uden sikre netværk og fællesskaber, der har brug for kontakt og nærvær under denne isolations-tid, og det er flere kirker allerede godt i gang med. Eksempelvis er danskundervisning rykket hurtigt på nettet i Aalborg Stift, og det er blevet nemt tilgængeligt for alle, både de sædvanlige brugere og nye brugere, at være med på undervisningsholdet hjemmefra.

Aalborg stifts ressourceperson Hanna Pedersen leder den nu online-version af danskundervisning.

Mange nydanske fællesskaber er også allerede aktive med online-tilbud om alternativer til den traditionelle gudstjeneste. Se en oversigt over de online kirkelige tilbud på arabisk, farsi og engelsk her. 

Denne corona-krise har vendt op og ned på hverdagen i et skræmmende tempo, og det kan derfor være svært at tænke online omstilling, oveni alle de andre bekymringer den bringer. Derfor holder vi tæt øje med hvilke kreative muligheder som opstår, og hvad der kan gøres med eksisterende værktøjer. 

Her er vores råd og anbefalinger til, hvordan du kan lave alternativ tværkulturel arbejde i den ekstraordinære situation, vi befinder os i. Vi opdaterer denne side løbende, så skriv gerne til os, hvis du har flere idéer eller muligheder.  

Hvad kan du gøre?

  • Live-streaming af undervisning, både danskundervisning og kristendomsundervisning. Se platforme til dette nedenfor.

 

  • Hold virtuelle gudstjenester eller oversættelser af gudstjenester, enten via live-streaming eller optaget på forhånd.

 

  • Gør præster tilgængelige for nydanske borgere ved at opsætte tidsrum og mulighed for sjælesorg på engelsk eller andre sprog.

 

  • Lav en daglig videohilsen på engelsk, med en smartphone eller på computeren, med et par tanker og refleksioner, så modtagerne kan se dig.

 

  • Send nyhedsbreve ud på engelsk dagligt eller ugentligt, om corona-tiltag og lokale online-aktiviteter og tilbud så alle holdes opdateret og har information om online muligheder og fællesskab. Hold også modtagerne informeret om aflysninger og ændringer af kommende arrangementer på denne måde. Spred budskabet om tilmelding til disse nyhedsbreve i eksisterende og nye netværk af nydanskere.

 

  • Bønnemøder på gruppechat for syge og bekymrede.

 

  • Lydoptagelser af bibelrefleksioner og andagter - dagligt eller ugentligt, på engelsk og andre sprog. Henvisninger til online bibelrefleksioner og andager på andre sprog er også et godt alternativ. Se vores artikel med henvisninger ovenfor.

 

 

  • Sammensæt sociale netværk på Facebook, ved at række ud til lokale migrantmenigheder og nydanske netværk, og brug disse til at dele gode råd, tanker og tryghed i denne utrygge tid. Find dine lokale migrantmenigheder her.

 

Hvad kan du bruge?

  • Facebook-live eller Instagram-live - god til allerede etablerede Facebookgrupper eller -sider, hvor deltagere/medlemmer nemt kan koble sig til eller følge med. Kan især udnyttes til gudstjenester, andagter og i det hele taget envejs-videokommunikation, selvom der er gode muligheder for at deltagere kan stille spørgsmål og lave kommentarer undervejs.

 

  • Messenger - oplagt til enkelte sjælesorg-samtaler eller grupper/menigheder der både kan videochatte eller tilføje skriftlige kommentar, gifs og billeder undervejs. En nem måde at holde online-møder til planlægning i eksisterende facebookgrupper.

 

  • Zoom - en meget populær video-kommunikationsplatform, som oftest bruges til undervisning, fordi den er nem at bruge til interaktive situationer.

 

  • Slack - en multifunktions organiseringsplatform, der samler en del funktioner som er brugbare til undervisningssituationer eller bibelstudier. Der kan video-chattes imens der kan lægges dokumenter og noter til en løbende samtale.

 

  • Google-hangouts - et brugervenligt gruppesamtale-værktøj der tillader rigtig mange deltagere og interaktion. Dette er særligt velegnet til store forsamlinger, hvor alle skal deltage, fx online spisefællesskaber eller bønnemøder.

 

  • Mailchimp - nyhedsbrevs-værktøj som tillader nem redigering, udsendelsesplanlægning og tilmelding af nyhedsbreve. Velegnet til daglige eller ugentlige nyhedsbreve til nydanske netværk fx med oversættelser af vigtig lokal information om corona-situationen eller oplysninger om lokale muligheder for online-fælleskaber og aktiviteter.

 

  • Soundcloud - en platform for lydoptagelser. Velegnet til optagelser af prædikener, andagter eller podcast-indslag på engelsk eller andre sprog, som kan nemt kan linkes til og høres uden download af appen.

 

  • Youtube - en klassisk og nem platform til at optage, redigere og dele videooptagelser. Kan bruges til envejskommunikation i form af gudstjenester, andagter, mm.

 

  • Instagram TV - især god til at få fat i folk på en meget aktiv platform i disse tider. IGTV tillader videoer der er længere end et minut, men hold det helst kort og præcist. Denne platform er bedst til korte opsummeringer eller promoveringer af kommende gudstjenester.

 

Brug os

Folkekirkens Migrantsamarbejde er fuldtidstilgængelige hjemmefra disse dage, så tøv ikke med at tage kontakt hvis du har brug for sparring eller idéer til, hvordan man bedst laver tværkulturelt arbejde under corona-karantænen. 

Tag enten fat i landskoordinatorer Søren Dalsgaard og Anne Katrine Ebbesen, eller find din lokale koordinator her

 

Af Anne Katrine Ebbesen