Mere end 600 nydanskere er konverteret og døbt i folkekirken de senere år. Inden dåben har de modtaget undervisning i deres nye tro. Men alt er ikke gjort med det, for det tager lang tid at forme en ny identitet, og de sproglige og kulturelle barrierer gør det kun sværere. Samtidig kan det være svært at komme helt ind på livet af danskernes forhold til tro og kirke.
Både nye kristne og dem, som er vokset op med kristendommen i deres hjemland, har brug for mere hjælp til, hvordan man lever som kristen i et land som Danmark. Kirken skal derfor tilbyde undervisning og et trygt forum for samtale om troen, hverdagslivet og samfundet, hvor der tages højde for den enkeltes sproglige og kulturelle baggrund og bygges bro til livet i Danmark.
Hvordan kan der arbejdes med kirkelig undervisning?
- Tilbyd nydanskere undervisning og samtalefora om kristendommen og den danske kirketradition, som tager højde for den enkeltes sproglige og kulturelle baggrund.
- En lokal menighed kan ikke løfte opgaven med at lave undervisningsforløb for alle sproggrupper, så der skal suppleres med regionale løsninger.
- Uddannelsesinstitutioner bør satse på formel og uformel teologisk uddannelse særligt målrettet nydanske ledere.