Tak for invitationen til at være med her i panelet, som jeg med mit indlæg også gerne vil give et globalt touch.
På en lun januardag må vi jo sige, at KLIMA er blevet et meget varmt emne, vi som ansvarligt samfund og derfor også som ansvarlig folkekirke, er nødt til at forholde os til.
Men mere end det. For kristendommen tilbyder et tusindår gammelt sprog og et ukueligt håb, selv når klimaudsigten er ved at tage livsmodet fra en generation af unge.
Men med ’klima’ bliver vi også udfordret til at erkende, at Offentlighedsteologi ikke kun drejer sig om refleksioner og ord – hvad vi som kristne og som kirke har at sige – fordi klimaudfordringerne så stærkt kalder på handling. Det har I også fat i, når det hedder med udgangspunkt i håbet, at kristne om nogen ’har ansvar for at værne om vores fælles klode’.
Hvis vi spørger børnene – pædagoger og os forældre – så ved vi godt, at det, vi siger, og det, vi gør, skal hænge sammen: ’Don’t tell it – do it’! Sådan er spillereglerne, hvis budskabet skal være troværdigt. TROværdigt.
Det ved vi også i folkekirken – eller i hvert fald den, som har skrevet under på præsteløftet om at ”prædike Guds ord rent og ret, forvalte sakramenterne… og som det sømmer sig en ordets tjener at foregå menigheden med et godt eksempel … alt dette med regnskabsdagen for øje.”
Formaningen om sammenhæng mellem ord og handling gælder altså for ordinerede præster – men det er jo ikke forbudt i det almindelige præstedømme og som almindelige kristne at lade sig inspirere – og beflitte sig på det i fællesskab.
For et halvt år siden var jeg i Uganda og fik en skræmmende indsigt i klimaforandringerne. Men der var også inspiration at hente hos katolikker, pinsefolk og medlemmerne af Church of Uganda, som taler sammen om det der er blevet deres fælles udfordring: klimaet.
Det er kirker, som Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med om for at bekæmpe fattigdom, sult og klimaforandringerne – Verdensmål 1 og 2 og eksplicit Mål 13.
Det nordøstlige hjørne af Uganda er ramt af en udmarvende tørke – som alt for sjældent bliver afbrudt af regn, der så kommer så voldsomt, at den ender med at skylle den øverste muld væk.
Jeg tænker, at det at leve her, måske kan sammenlignes med at bo ude i Jyllinge Nordmark ved Roskilde Fjord, når man ser haver og hjem blive oversvømmet. Sammenlignes med forbehold og omvendt fortegn. I Uganda står man ikke i vand til knæene, men lever på tørkens unådige vilkår. Her er klimaforandringerne ikke ’gentagne ganges oversvømmelser’ men hverdag, hver dag, og har allerede været det i mange år. Hver eneste dag.
I Uganda har klimakrisen samlet præster og menighedsledere, og også lokale imamer. De mødes en gang og måneden for lytte til skrifternes ord, at hjælpe hinanden med at holde modet oppe i menighederne – og hos hinanden. For de er alle ramt.
En af dem er pastor WasiWasi. Han har set sammenhængen mellem at forkynde håb og værne om Guds gode skaberværk. Når han mandag-lørdag er på husbesøg – hvor armoden og mismodet er ubeskriveligt – har han taget på sig at tale imod traditionen at hugge træer til brændsel, og opmuntrer alle til at plante fem nye træer for hvert træ, der måtte blive fældet.
Men ikke nok med det – for om søndagen markerer hans menighed hver eneste dåbsbarn med plantning af et nyt lille træ på kirkens grund.
En symbolhandling, vil nogen måske sige. Og det er det vel også, i hvert fald en helt relevant handling, som giver mod til at tro på en fremtid også for et lille nyt menneskeliv. Håbets offentlighedsteologi måske?
Og med de erfaringer på nethinden, må jeg sige, at overskriften i Kristeligt Dagblads leder i sidste uge er mig helt uforståelig: ’Klimakampen kan splitte kirken’. Jeg er totalt uenig.
Drop kampen. Klima snarere samler. Og hvis det modsatte skulle blive tilfældet i folkekirken – er det udtryk for en total mangel på proportioner.
Hvad er så det kristne budskab? – de grundudsagn, som vi kan leve i klimakrisen. Jeg tror, det handler om både Værdighed, Solidaritet, Ånd (som i hæftet her) – og om at være del af et fællesskab.
Det er det vi har til fælles på tværs af kontinenter, og som er vigtigt at få givet videre: Synet på jorden som Guds skaberværk – vi som forvaltere skal værne om; at vi hænger sammen som én menneskehed; at vi ikke er fuldkomne eller skal tro, at vi kan klare klodens store udfordringer som små enkeltmennesker; men har fået tilsagnet om, at ikke at være ladt alene.
Vi har et håb, der så at sige kaster lys tilbage på nuet – også i en klimatid - og giver livsmod til fremtiden.
I den forløbne uge har Gretha Thunberg som optakt til Davos igen givet stemme for en hel generation af unges frygt, vrede og manglende tro på fremtiden. Hun er et meget stærkt ikon, og vel også nu denne generations orakel.
For nogle er hendes vrede og hendes krav om politisk handling – blevet identisk med synet på fremtiden. Lige præcis i den situation, må vi som kristne og kirke komme på banen og hente al den inspiration vi kan, være kreative, være modige, så alternativet til vrede og frygt for fremtiden, bliver afløst glæde over livet, værdsættelse af Guds gode skaberværk. Vi har mere at komme med – her tæller ikke kun ord.
