Høring på Christiansborg om kristendommens rolle i samfundet
Birgitte Stoklund Larsen om kristendom og identitet

Om kristendom og identitet

Birgitte Stoklund Larsens oplæg om kristendom og identitet ved høringen om offentlighedsteologi i Fællessalen på Christiansborg 21. januar 2020 

Der er kommet mange nye ord i omløb de seneste år. Vi har lært om straightwashing, blackfacing og whitewashing. Om kønsneutralitet og krænkelsesparathed.

Det sidste er til at få øje på. Der skal ikke så meget til. En sombrero på et universitet. En slank skuespiller, der spiller tyk. Et tweet, der sætter spørgsmålstegn ved fyringen af en kvinde, der mener, at køn er en kendsgerning. Shitstormen, der følger, er en kendsgerning.

Det handler om identitet, om minoriteter og majoriteter, men det handler også om frihed og om, hvem der sætter grænser for friheden til at ytre sig. Offerrollen skifter hurtigt plads i debatterne.

Køn, krop, kultur, etnicitet, religion, seksualitet. Det er minerede områder; det er her kampen om identiteterne udspiller sig. På den store scene er identitetspolitikken et effektivt middel til at markere, hvem der er inde, og hvem der er ude. At sætte skel mellem dem og os.

Ord har magt. Der er dagligt beretninger i medierne om, hvordan der rundt omkring i verden sættes fysisk magt bag ordene – det går ud over mennesker, der chikaneres eller undertrykkes, fordrives eller forfølges på grund af ”forkert” krop, ”forkert” religion eller ”forkert” kultur.

Det er forestillingen om det fælles, der er under pres, det almenmenneskelige eller det universelle. Det er en kamp om fællesskabet.

Hvad har kristendommen at bidrage med her?

Det er der ikke noget entydigt svar på. Det er klart, at nogle vil mene, at man netop i kristendommen kan finde klare og definitive svar på lige præcis spørgsmål om for eksempel køn og seksualitet. Det er også indlysende, at kristendom og religiøst tilhørsforhold både herhjemme og internationalt bliver brugt i og bliver en del af ”os-og-dem”-tænkningen. Det er problematisk.

Hvor skal man hen for at finde kristendommens positive indspil i identitetsdebatterne? Hvor er det, vi i kirkerne kan være med til at åbne et refleksionsrum for spørgsmål om identitet?

Jeg vil nævne tre områder:

For det første er det en helt grundlæggende forestilling i kristendommen, at vi er skabt frie og lige. Gud gør ikke forskel, men gør altså heller ikke ens. Hvis man tager det alvorligt, så er man allerede godt på vej.

Alle mennesker er lige værdige – de rummer en fundamental værdighed, uanset krop, køn og etnicitet, uanset kompetencer, kapacitet og meritter. Det er banalt, men i en tid, hvor forskelle er så vigtige, er det værd at pointere og erindre om.

Tanken om universel anerkendelse – altså en anerkendelse, som gælder alle – er også en tanke, som ligger til grund for det liberale demokrati. Men det betyder jo ikke, at det ikke kan være nødvendigt at minde om det, hvis vi vil bevare netop det.

Christiansborg-høring: Institutionerne stjal billedet fra kristendommenOffentlighedsteologi

Christiansborg-høring: Institutionerne stjal billedet fra kristendommen

Uden fællesskaber går det ikke. Og det er det andet område.

I Det Nye Testamente ser vi, hvordan Jesus gang på gang overskrider grænser og gør op med ekskluderende fællesskaber, der kun vil deres eget. Det er fortællinger, der rummer kritisk potentiale i forhold til både minoriteter og majoriteter. Man må spørge, hvad der er det fælles bedste – for nu at bruge et udtryk fra Grundtvig.  

Et tredje område, hvor kristendommen kan bidrage positivt i identitetsdebatten er måske det vigtigste:

Det er fordringen om at sætte sig i den andens sted, som vi blandt andet kender fra beretningen om den barmhjertige samaritaner. At vi som mennesker har noget til fælles, betyder, at vi også har pligten til at sætte sig i den andens sted. Det er en evne, man kan udvikle mere eller mindre. Men det er den afgørende evne, der mistænkeliggøres i mange af debatterne om identitet.

Det kræver fantasi og indlevelse, empati, at sætte sig i den andens sted. I næstens sted. Det er det, der er kristendommens mest oplagte bidrag ind i en tid, der er så optaget af identitet. At minde om det udadvendte ansvar. Ansvaret for at anerkende den anden – på én gang som den anden og som en som mig.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet og medlem af Tænketanken Eksistensen.