Af Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd
’Offentlighedsteologi’ er et nyt ord, men sagen er lige så gammel som kristendommen selv. Kristendom er en offentlig sag og har altid hørt hjemme i det offentlige rum. Og op igennem historien har kristendom da også spillet en afgørende rolle i samfundsudviklingen.
Tidligere udenrigs- og kirkeminister Per Stig Møller udtalte engang: ”Hvis man siger, at kristendommen ikke må spille nogen rolle for ens politik, har man misforstået det. Politik kommer ikke af ingenting, men kommer af den enkeltes grundopfattelse, der er baseret på ens etik, moral eller religion, hvad enten man er kristen, muslim eller buddhist.”
Per Stig Møller peger her på, at der er noget ’før-politisk’, som former det politiske. ”Politik kommer ikke af ingenting”. Derfor er der til enhver tid al mulig grund til at besinde sig på, hvordan etik, moral og religion påvirker vores fælles og sekulære liv.
I en dansk sammenhæng er Luthers to-regimente-lære ofte fejlagtigt blevet udlagt sådan, at kristendom og politik ikke har noget med hinanden at gøre, og derfor ikke må blandes sammen. Og det er måske baggrunden for, at mange har holdt sig tilbage for at bringe deres kristne tro i spil i forhold til politiske spørgsmål. Men det åndelige og det verdslige regimente arbejder jo dybest set på den samme opgave, nemlig at gøre Guds vilje gældende mellem mennesker. Og hvis samfundets magthavere ikke gør Guds vilje gældende mellem mennesker, skal man som kristen gå i rette med dem, mener Luther.
Mens offentlighedsteologi er et nyt begreb i Danmark, så har der især i USA, England og Tyskland i mange år været en levende debat om ’public theology’ eller ’öffentliche Theologie’, som vi har valgt at oversætte med ’offentlighedsteologi’. Det var den amerikanske lutherske teologi Martin Marty der i 1974 introducerede begrebet ’public theology’, fordi han savnede et mere præcist begreb, når man skulle tale om religionens indflydelse på det bredere samfund og politik. Baggrunden var en bekymring over, at samfundet blev mere og mere præget af materialisme, sekularisme og værdirelativisme, til skade for samfundets sammenhængskraft.
Siden er der kommet mange forskellige definitioner af ’offentlighedsteologi’ og der er ikke nogen konsensus om en mere præcis definition af begrebet. Derfor kan det måske være en nyttigt i stedet at begynde med at forklare, hvad offentlighedsteologi ikke er. Det er ikke et forsøg på, at genindføre teokratiet ad bagdøren. For offentlighedsteologi hævder ikke at have de sande svar på politiske spørgsmål, men ønsker at bidrage til samtalen ud fra kristne perspektiver
Offentlighedsteologi er forskellig både fra den politiske teologi, der med Carl Schmit som bannerfører i 20’ernes og 30’ernes Tyskland argumenterede teologisk for absolut loyalitet mod statsmagten, og offentlighedsteologi har heller ikke noget at gøre med 60’ernes marxistisk inspirerede politiske teologi. For offentligheds-teologi er ikke knyttet til bestemte partier eller ideologier, men ønsker at fremme en folkelig og fri samtale i et åbent pluralistiske demokratisk samfund, hvor kristendommens perspektiver og orienteringer tydeligt får stemme i det fælles kor.
Offentlighedsteologi handler heller ikke om, at kirken skal tale med en stemme, eller at det kun er præster og biskopper, der skal deltage i debatten. I bogen ”Theology in the Public Sphere” minder Sebastian Kim om, at ”den vigtigste drivkraft i offentlighedsteologi er det kristne fællesskab, og teologernes rolle er kun at være katalysatorer”. Uanset om man sidder i skolens forældrebestyrelse eller i folketinget er der også brug for, at lægfolk ud fra deres kristne overbevisninger deltager i den offentlige debat ud fra de orienteringspunkter de finder i kristendommen. Blandt de kristne grundudsagn, som vi kan tage udgangspunkt i når vi indgår i samtalen om det fælles bedste er bl.a. menneskets værdighed, som udspringer af troen på, at alle mennesker ser skabt i Guds billede, solidariteten mellem mennesker, der hænger sammen med næstekærligheden og menneskets åndelige frihed, der hænger sammen med, at mennesket er et åndeligt væsen. Udfordringen er, at vi oversætter vore værdier til et sprog, som også folk, der ikke står i den kristne tradition kan forstå det, så vort bidrag til debatten bliver meningsfuldt.
Ved et nærmere historisk eftersyn vil vi imidlertid også se, at vi har stærke danske traditioner at bygge på, når det gælder et offentlighedsteologisk engagement i samfundet. Det er tankevækkende, at en kinesisk teolog, Wen Ge, der skrev en PhD her i Danmark om Grundtvig, kaldte ham for offentlighedsteolog, og ønskede at bringe inspirationen med tilbage til Kina. Og vi kunne også pege på Hal Koch og K. E. Løgstrup.
I Folkekirkens Mellemkirkelige Råd oplever vi gennem vort medlemskab af Det Lutherske Verdensforbund, Kirkernes Verdensråd og andre økumeniske fællesskaber, at offentlighedsteologi spiller en central rolle. Derfor havde vi brug for at overveje, hvordan vi i en dansk folkekirkelig sammenhæng i dag kunne arbejde med offentlighedsteologi. Og da Folkekirkens Uddannelses og Videnscenter også så et behov for et sådant arbejde, der også kunne være med til at klæde præsterne på, nedsatte MKR og FUV en arbejdsgruppe med 12 personer fra forskellige del af det danske kirkeliv og universitetsverden, der det sidste år har drøftet kristendommens stemme i offentlige sammenhænge.
Resultatet af deres arbejde – i form af hæftet ”Politik kommer ikke af ingenting. Hvordan indgår kristendom i samtale om det fælles bedste” – fremlægges senere på denne høring. Det er vores håb, at denne høring og den pjece, som vi har produceret, må fremme samtaler om, hvordan kristendommen kan bidrage til den offentlige drøftelse af det fælles bedste.
