Fortsæt til hovedindholdet
Den næste generations h¨åb og drømme for fremtidens kirke
Rasmus Smedstrup

Rasmus Smedstrup

Rasmus Smedstrup, 26 år 

Selvstændig fotograf 

Stifter af Stille Stunder

Præst med ansvar for unge i Roskilde Vineyard 

 

Hvad er din kirkelige baggrund, og hvad betyder den for dig? / Hvad betyder kirke for dig? 

Kirke har betydet og betyder til stadighed rigtig meget for mig. I løbet af mit 26-årige liv har jeg mødt mange forskellige kirker, og jeg har været en fast del af forskellige kirker - alt fra gammelt og støvet til lysshow og røg. I 2014 fandt jeg min plads i Roskilde Vineyard; en kirke, hvor jeg oplevede at finde hjem. Her oplevede jeg, at jeg kunne være mig - med alt, hvad jeg indeholdt.

I Roskilde Vineyard plejer vi at sige, at vi har hænderne i himlen og fødderne solidt plantet på jorden. Vi er en karismatisk kirke med ægte og uperfekte mennesker, som gør vores bedste for at være medarbejdere på Guds genoprettende plan med verden.
Det er vigtigt for mig, at kirke ikke er et sted, hvor vi kommer for at blive underholdt. Kirke er et sted, hvor vi kommer for at være sammen med Gud og mennesker. Det ser ikke altid pænt ud, men det er godt. A beautiful mess. 

 

Hvordan ser du din rolle i kirken?

Jeg ser mig selv som en vigtig del af kirken i Danmark. Det handler ikke så meget om min aktive rolle i min lokale kirke, men bredere om hvordan jeg har arbejdet med musik i dansk frikirkeliv. Jeg har været med til at starte det projekt, der hedder “Stille Stunder", hvor vi indspiller lovsange og salmer til bl.a. gudstjenester. Vi startede for seks år siden og der har været fart på siden da. Vi har udgivet 40 sange og har 2 millioner afspilninger på YouTube. Nu er vi også gået i gang med at lave en podcast med daglige andagter. 

Jeg har altid følt en form for kald for at arbejde i kirken, men har haft svært ved at finde min plads, men det er gået op for mig at jeg særligt med Stille Stunder gør en ret stor forskel for kirken i Danmark. 

Jeg vil gerne sætte et aftryk og give noget videre og være med til at udvikle kirken i Danmark. Kirken skal være relevant i vores kultur og kontekst. Derfor laver jeg indhold til internettet og sociale medier. Det er både til folk der har gået i kirke hele deres liv, men jo også til folk der aldrig har haft det inde på livet.

 

Hvad mener du, at kirkerne bør samarbejde om?

Som kirker bør vi samarbejde om at gøre kirken mere relevant for vores byer, og vi skal være bedre til at sætte tro på dagsorden i samfundsdebatten. Vi skal turde bevæge os ud af vores flotte bygninger og være bedre til at skabe fællesskaber om tro ude i samfundet. Jeg tror på, at vores byer har brug for os, og jeg tror faktisk at vi kan gøre en forskel. Vi kan være med til at bekæmpe ensomhed, vi kan hjælpe udsatte, vi kan bidrage til et farverigt kulturliv - der er ingen grænser. I Roskilde Vineyard har vi delt pandekager ud til unge mennesker i nattelivet, hvor vi har fået snakke om alt og ingenting, tro og tvivl, ensomhed, psykiske problemer, studiepres osv.
Jeg tror, at kirken er vigtig for Danmark - vi skal bare begynde at tro på det.