Når samarbejde lykkes
Festlig og farverig fællesgudstjeneste

Festlig og farverig fællesgudstjeneste

- Sådan gjorde de

Lyden af trommer og dansende kvinder med smukke hovedtørklæder er det syn, der møder de danske kirkegængere i Skt. Johannes Kirke på det indre Nørrebro, når de efter højmessen går forbi sognegårdens
vinduer. Det vækker en nysgerrighed og en fascination hos mange, og det er én af årsagerne til at sognepræst Lissi Rasmussen har taget initiativ til fælles gudstjenester med bl.a. den afrikanske baptistmenighed ’Eglise Protestante Baptiste’. Jeg mødes med hende en dag, for jeg er nysgerrig for at høre, hvordan de har grebet det an, hvad menighederne har fået ud af det og hvilke udfordringer de stødte på.

Hvordan kan det gøres?
”Det er vigtigt at begynde planlægningen i god tid og at begge parter deltager lige fra begyndelsen. Det giver fælles ejerskab, så ingen føler, de er gæster på selve dagen. Og så har man mulighed for at etablere fælles spilleregler allerede på dette tidspunkt. For os var det fx, at der ikke skulle være tungetale, nadver eller tale om dåb, hverken voksen- eller barnedåb under gudstjenesten. Derudover behøver teologiske forskelle ikke være et problem.” Jeg nikker og tilkendegiver min enighed. Jeg lytter spændt videre.
”Så skal programmet lægges. Vi har erfaret, at vore sangtraditioner er meget forskellige. Derfor har vi lavet en blanding ved at synge et par salmer på engelsk, en meditativ salme fra det mellemkirkelige kloster Taizé i Frankring og nogle traditionelle afrikanske sange under afrikansk ledelse. Hver gang har det været Jonas eller en anden afrikansk præst, der har prædiket. Det er en mulighed at give et kort resume på dansk, hvis man vurderer, det er nødvendigt. Læsningerne har været på både dansk, engelsk og fransk, samtidig med at tekster på de andre sprog har været omdelt. Desuden har vi haft fælles bøn på de forskellige sprog, inklusive de lokale afrikanske sprog, fremsagt af de forskellige tilstedeværende præster, Det eneste der blev spillet på orgel, var hhv. præ- og postludium. Vi brugte alle de funktioner, som kirkerummet har, for jeg er overbevist om, at det for Eglise Protestante Baptiste er dejligt at fejre gudstjeneste i kirkerummet ind imellem og ikke ’blot’ i sognegården. Det er jo drømmen for mange migrantmenigheder,” erkender Lissi.
”Efter gudstjenesten stod den afrikanske menighed for fællesspisning i sognegården. Det var en rigtig god oplevelse. Maden var god og snakken gik – også på tværs af kirkeskel. Og så tror jeg, at det er meget vigtigt, at begge parter får følelsen af at være på ’hjemmebane.’ Vi kender bedst kirkerummet og de andre bedst sognegården.” Lissi tilføjer: ”Annonceringen er vigtig. Vi har valgt at annoncere bredt – også uden for sognets grænser. Og interessen har været stor. Vi har set mange både kendte og ukendte ansigter.”

Hvad gav det jer?
”Rigtig meget! Og dét på forskellige måder, ” forsikrer Lissi mig. ”For mig er det allerbedste øjeblik, når jeg ser, at afrikanerne får danskerne med i sangen, og der opstår et unikt fællesskab. Jeg værdsætter folkekirkens evne til at udtrykke sorg og melankoli i gudstjenesten, men vores afrikanske venner kan få menigheden til også at udtrykke glæde via deres musik og udstråling. Og jeg oplever, det er en berigelse for menigheden og for sognet at se og opleve, at kristendommen også er glæde, lovprisning, fællesskab osv.,” siger Lissi med et smil. Hun tænker sig om et øjeblik og fortsætter: ”Vi er af en anden tradition end afrikanerne. Vores prædikestil er meget forskellig. Så jeg ved godt, at det i det lange løb ikke ville være nok for de fleste af os med den form for gudstjeneste. Men jeg har altså ofte tænkt, at denne stil kunne være en god ’indslusningsgudstjeneste’ for nye kirkegængere.”

Oplevede I udfordringer?
”Hvis de føromtalte spilleregler aftales på forhånd og respekteres, ser jeg overhovedet ikke de teologiske forskelle som en hindring. Det er dog en fordel at være omstillingsparat. Når mennesker med forskellig kulturel baggrund skal arbejde sammen, kan der være forskellige holdninger til mange ting, fx tidsbegreb,” siger Lissi med et glimt i øjet. Hun mener, at enhver sognepræst – også uden forhåndskendskab – være medspiller i en fællesgudstjeneste. Hun anbefaler dog tre ting:

  • Man skal ikke fremstå som den med facit eller den rigtige teologi.
  • Hav megen tålmodighed.
  • Lær hinanden at kende. Forsøg at skabe personlige relationer og tillid til den anden præst, før man kaster sig ud i en fælles gudstjeneste.”

Kan det anbefales?
”Uden tvivl,” siger Lissi meget overbevisende. ”Et samarbejde omkring gudstjenesten er berigende for alle parter. Vi bliver alle revet ud af vores selvtilstrækkelighed. Desuden er jeg sikker på, at det sker noget imellem os, når vi fejrer gudstjeneste sammen, beder og lovsynger, ja spiser sammen. Det er en form for fælles praksis, hvor vi indgår i et ligeværdigt fællesskab med hinanden og med Gud. Mange etniske minoriteter i Danmark føler, at folk ser skævt til dem. Det skal vi som kirke være med til at bryde. Og derfor er det vigtigt at understrege fællesskabet både under gudstjenesten og ved et efterfølgende fælles socialt arrangement.”

Af Elisabeth Krarup de Medeiros, KIT