Ressourcer
Regler for migrantmenigheders brug af folkekirkens kirker

Migrantmenigheders brug af folkekirkens kirker

Af kontorchef Paolo Perotti, Kirkeministeriet

Kan en migrantmenighed få lov til at holde gudstjeneste i en af folkekirkens kirker? Kan den få lov, selv om menigheden ikke er luthersk?
Ja, er svaret på begge spørgsmål. Der er dog tre betingelser.

  • Den første er, at menighedsrådet skal være villig til at stille kirken til rådighed.
  • Den anden er, at biskoppen også skal give tilladelse.
  • Den tredje er, at migrantmenigheden skal være parat til at betale for brugen af kirken.

De to første betingelser står i § 13 i lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m.. § 13 lyder:


"§ 13. Med biskoppens tilladelse kan menighedsrådet stille kirken til rådighed for medlemmer af kristne trossamfund uden for folkekirken til gudstjeneste og tillige til begravelse, såfremt begravelseskapel ikke findes."


Loven gør altså ikke forskel på lutherske og ikke-lutherske menigheder. Loven gør heller ikke forskel på migrantmenigheder og danske menigheder. Såvel menigheden som præsten kan udmærket være migranter og holde gudstjeneste på et andet sprog end dansk, og der behøver ikke være en præst fra folkekirken til stede.

I folkekirkens menigheder indgår nadver som et selvfølgeligt led i næsten alle gudstjenester. Det kan nadveren også gøre, når en kristen menighed uden for folkekirken har fået lov til at bruge en af folkekirkens kirker til gudstjeneste.

Den tredje betingelse for at kunne bruge en kirke står i lovens § 19, stk. 3, som siger, at for brug af kirken efter § 13 skal der ydes en betaling, som fastsættes af provstiudvalget efter forhandling med menighedsrådet. En kristen menighed kan altså ikke låne kirken gratis. Der skal betales et beløb, som normalt vil blive fastsat ud fra, at det skal kunne dække de udgifter, der er ved at stille kirken til rådighed.

Loven kræver ikke, at der skal laves en skriftlig aftale om en menigheds brug af en kirke. Men en skriftlig aftale er altid bedst for begge parter, så det er klart, hvad der er aftalt, f.eks. med hensyn til betaling eller med hensyn til andre vilkår i forbindelse med menighedens brug af kirken.

Det vil være naturligt, at en menighed, som gerne vil bruge en kirke, giver menighedsrådet en skriftlig beskrivelse af menighedens grundlag og forløbet af en gudstjeneste. Det er med til at give menighedsrådet et ordentligt grundlag for at beslutte, om man vil stille kirken til rådighed eller ej. Biskoppen har også brug for en sådan beskrivelse, før han eller hun giver tilladelse til, at menigheden kan bruge kirken.

Beskrivelsen af menighedens grundlag kan indgå i vurderingen af, om der nu også er tale om en kristen menighed. Og beskrivelsen af gudstjenesten kan indgå i først menighedsrådets og dernæst biskoppens vurdering af, om det, der skal foregå, er noget, som man ønsker at stille kirken til rådighed for. Der er ingen generelle regler om, hvad der skal indgå i en sådan gudstjeneste. Der er heller ingen generelle regler om, hvad der ikke må foregå. Det afhænger af en konkret vurdering.

For evangelisk-lutherske frimenigheders adgang til fast brug af folkekirkens kirker er der særlige regler herom i lovens § 14.