På besøg i migrantmenigheder
På besøg i St. Alban’s kirke i København

Anglikanerne på Langelinie

- På besøg i St. Alban’s kirke i København

Her er alle velkomne. Troende, søgende og tvivlende. Det kan man læse i det lille velkomstblad, som sammen med søndagens liturgi og en slidt salmebog udleveres ved indgangen af en venlig midaldrende dame. Hun er en af de mange frivillige, der skal sikre, at søndagens gudstjeneste forløber i god ro og orden her i St. Alban´s anglikanske kirke på Langelinie, der med sit knejsende spir og karakteristiske engelske klokkespil i mere end hundrede år har sat sit præg på bydelen. Om lidt begynder gudstjenesten i en af Danmarks ældste ikke-lutherske migrantkirker.
Denne søndag når vi at blive omkring hundrede kirkegængere, inden organisten sætter i med første salme, og koret i røde og hvide dragter bevæger sig op gennem kirken i langsom procession fulgt af en diakon og en ældre præst. Præsten viser sig at være en pensioneret biskop fra England, der de næste fire uger skal betjene menigheden, der i nogle måneder er uden egen præst.

At den anglikanske kirke er et verdensomspændende kirkefællesskab fornægter sig ikke. To af de syv kormedlemmer er fra Afrika, og fra bænken bagved synger en afrikaner i hjemmevant med på salmer og menighedssvar. Hans dybe stemme løfter menighedssangen op under de høje korbuer. Han er god at have i nærheden for en mindre velbevandret. Stemningen er afslappet. ”Skal vi stå eller sidde eller knæle nu?” spørger den nyankomne biskop uhøjtideligt, da han ikke lige er sikker på, hvad de plejer at gøre her på Langelinie. Børnene kaldes op foran. I dag er de 13 - små og store, sorte, hvide og brune. En lyshåret pige får lov at tænde det andet lilla lys i adventskransen. Det er et lys for profeterne, fortæller biskoppen og forklarer de lyttende børn og alle os andre, at profeterne kom for at hjælpe os til at lære Gud bedre at kende.
Koret synger for på dagens Davidsalme. Evige ord i tidløs musikalsk klædedragt. Menigheden falder ind i den særlige rytmiske chant, der ledsager disse gamle tekster. Ord og toner forenes og rører ved noget dybt inde. Søndagens tekster læses af medlemmer af menigheden. En mørkhåret pige går op til læsepulten med de levende lys og læser fra Esajas’ Bog. Diakonen bærer en stor kirkebibel ned i midtergangen. Vi vender os mod læseren, der omgivet af menigheden med høj og klar stemme læser dagens evangelium om Johannes Døber i ørkenen, der skulle berede en vej for Herren. Praise to you, O Christ, synger koret.
Fra prædikestolen prædiker biskoppen levende og erfaringsnært og formår at sætte enkle ord på svære teologiske tanker om Helligånden og menneskelivet. Den gode nyhed er, at Gud er kommet til os, og at vi kan berede ham en vej – i vore egne liv og i den verden, han har skabt, slutter biskoppen.
En yngre mand med hestehale og sort læderfrakke går frem i midtergangen og leder kirkebønnen. Ordene flyder let i et indholdsmættet og vedkommende hverdagssprog. Der bliver helt stille i det fyldte kirkerum. Sammen siger vi tak for skabelsens mysterium og livets mirakel. Vi beder for fred i verden, for de svage og undertrykte, og for de syge. 13 navne læses op. Herre, hør vor bøn, siger menigheden. Vi rejser os og ønsker hinanden Guds fred. Et kort øjeblik ser vi hinanden i øjnene. Hænder mødes på tværs af hudfarve og kontinenter. Guds fred til dig.

Ved indledningen til nadveren kommer børnene tilbage. Små fødder haster op ad midtergangen til far og mor. I en lang række står vi der foran alteret – englændere på fremmed jord, blandede familier, danskere, der har boet i udlandet, kinesiske forskere, indiske IT-eksperter, afrikanske studerende, forskere, ambassadefolk og flygtninge. Et kort øjeblik er alle forskelle mellem os udvisket. Nede mellem bænkene bedes der – knælende, siddende, med foldede hænder, samlede håndflader eller blot bøjet hoved. Dette er et helligt øjeblik. Små mennesker møder deres store Gud, mens orgeltoner bærer bønnen opad.
Gudstjenesten er ved at være slut. En velklædt ældre herre i tweedjakke - hørte ham synge basstemme til de første salmer - kommer ind med termokander med te og kaffe, plastikkrus og hjemmebagt kage, som han sammen med sin kone serverer fra et interimistisk bord midt i kirken. Biskoppen går rundt og hilser, mens folk småsnakkende myldrer ind og ud. Kun de færreste har travlt med at komme hjem.

Af Birthe Munck-Fairwood, Tværkulturelt Center