På besøg i migrantmenigheder
På besøg i Sankt Annæ Kirkes polske messe

Fuldt hus; messe for hele familien!

- På besøg i Sankt Annæ Kirkes polske messe

Op på cyklen og af sted! Retningen går mod Amager, hvor jeg skal til en katolsk messe hos en polsk sproggruppe klokken tolv. Jeg må skynde mig, da jeg gerne vil være der i god tid. Til min store overraskelse er der allerede rigtig mange mennesker foran kirken. Børn der spiller fodbold ved siden af kirken, og klynger af voksne som taler med hinanden. Der er ingen tvivl om, at de fleste af dem er af polsk afstamning, det høres på sproget. Klokken er ti minutter i tolv, og jeg synes selv, at jeg er i god tid, men idet jeg træder ind i kirkerummet, er det allerede helt fyldt op og mange står langs væggen bagerst i rummet. Det smukke kirkerum overvælder mig med de mange ikoner, dekorationer og flere levende lys. Men hvad gør jeg nu? Hvor skal jeg sidde? Hvor må jeg sidde? Er der mon nogen uskrevne regler, som jeg ikke kender til? Jeg ser en bænk i siden af salen, hvor der godt kunne være plads til mig, så jeg går derhen. De rykker sig venligt, så jeg kan sidder der. Jeg kommer til at tænke på, at den usikkerhed, jeg lige oplevede ved at komme ind i et nyt kirkerum med mange ukendte ansigter, må bare være en lille brøkdel af, hvad mange migranter oplever, når de kommer til Danmark – et nyt sted med mange uskrevne regler og et sprog, som ikke kan forstås.

Messe for alle sanser

Messen begynder, og da den selvfølgelig foregår på polsk, forstå jeg blot meget lidt af, hvad der siges.
Kun ord som ’halleluja’ og ’Jesus Kristus’ giver genklang i mit ordforråd. Og så alligevel er det en messeform, som ikke kun bruger ord, men som taler til alle sanserne. Messen foregår ikke kun oppe ved alteret, men bruger hele kirkerummet.

Det første, der sker i messen, er, at messedrengene og -pigerne kommer ind i procession. De går en runde i hele rummet med korset, Biblen og levende lys. Senere går præsten også rundt i forsamlingen under messen med røgelsen, der spredes som dufte blandt kirkegængerne. Han skiftevis synger, messer og taler. Selvom det er svært at forstå, oplever jeg, at der er en stor grad af deltagelse, idet jeg nogle gange skal stå op, sidde ned, så knæle og gøre korsets tegn. Hele messen er altså mindst lige så meget bygget op om handlinger, som taler til andre sanser end kun det talte. Det betyder, at jeg ikke kun er tilskuer, men kan være med, på trods af at jeg ikke forstår polsk. Nu hvor messen er godt i gang kan jeg virkelig få et indtryk af forsamlingen. Kirkerummet er fyldt til bristepunktet med omkring 400 siddende og 200 stående mennesker i alle aldre. Stemningen er meget højtidelig, men alligevel forbavsende afslappet,
og det giver mig en følelse af, at der er plads til alle. Kirkekoret sætter tonen, vi rejser os op og synger.

Resten af forsamlingen synger rigtig godt med, og de fleste gør det uden salmebøger. Vi sidder ned igen og præsten holder en kort prædiken. Efterfølgende går en kvinde fra salen op til mikrofonen og læser noget fra Bibelen - tror jeg. Det sker yderligere to gange, hvor to mænd går op. Den sidste mand læser også nogle navne op, som forsamlingen giver respons på. Jeg gætter på, at det er bønneemner, og jeg siger stille for mig selv ’Herre, forbarm dig’, da jeg tror, det er det, som forsamlingen udtrykker i fællesskab. Efterfølgende samles der penge ind, og der bliver en klirren af mønter. Pludselig bliver alle børnene kaldt op, og de stiller sig i en rundkreds oppe ved præsten. Jeg kan ikke helt gennemskue, hvad der foregår, men efterfølgende går børnene ned og giver hånden til de voksne, mens vi også vender os og hilser på hinanden. Jeg vælger bare at smile og giver mine messefæller hånden - alle smiler sødt igen. Nadveren anrettes af messebørnene. De gør det hele med respekt og har styr på mange små detaljer, men da de jo er børn, er der også plads til deres fnisen og snakken. Når nadveren er anrettet, inviteres der til at deltage i måltidet. Omkring halvdelen tager imod denne invitation og går op mod alteret. Efter en god times tid slutter messen af med det, jeg tror, er en velsignelse. Vi rejser os op, og præsten står med sine åbne arme og siger noget ud mod forsamlingen. Selvom messen er slut, er der stadig mange, som sidder på deres plads og beder. Andre går op mod ikonerne og knæler eller laver korsets tegn. Jeg vælger at tage min taske og liste ud af en sidedør. Det var en meget stor og berigende oplevelse, at være til polsk-katolsk messe, samtidig en glædelig overraskelse, at jeg har så mange polske medborgere, som jeg kan dele min tro med.

Af Susan Elisabeth Fuhrmann, KIT