På besøg i migrantmenigheder
På besøg i kaldæisk menighed i Århus

Kaldæerne og deres præst

- På besøg i kaldæisk menighed i Århus

Søndag formiddag i Århus. Klokken nærmer sig 12. I den katolske Vor Frue Kirke på byens travle gågade et stenkast fra banegården er de ved at gøre klar til dagens anden messe – på kaldæisk. Efter kaldæerne kommer polakkerne. I dag er der ikke vietnamesisk messe sidst på eftermiddagen, men det er der næste søndag. 
-Polakkerne kommer allerede klokken 14. Så skal vi være færdige, forklarer den kaldæiske præst og tilføjer, at selv om kaldæerne gerne deler kirke med andre sproggrupper, håber de en dag at få deres egen kirke, hvor der er plads til de mange andre aktiviteter, som er med til at binde menigheden sammen – lørdagsskolen med kristendoms- og konfirmationsundervisning, møder i løbet af ugen og fejring af menighedens særlige messer og fester. Set udefra synes den anonyme rødstensbygning ikke meget anderledes and andre kirker. Men når man træder ind i det store kirkerum, opdager man, at her har menigheden haft mod til fornyelse. Kirken viser sig nemlig at være en såkaldt centralkirke, hvor alter og ambo (læsepult) er placeret i et ellipseformet liturgisk handlingsrum midt i menigheden, som der står i en folder, der fortæller om kirkerummets historie. Iøjnefaldende anderledes er placeringen af stolene, hvor menigheden sidder i grupper på fem korte rækker. Det er enkelt og smukt. Som gudstjenesten skrider frem kommer stadig flere kirkegængere til, slår korsets tegn og glider stille ind på stolerækkerne. Vi sidder vendt mod hinanden og mod præsten og de tre diakoner i midten af rummet. Umærkeligt skaber de fysiske rammer samhørighed på tværs af sprog og kirketradition. Det meste foregår på kaldæisk, der er et af verdens ældste kirkesprog og en dialekt af det sprog, Jesus talte. Resten er på arabisk.

Ord og messesang bølger gennem rummet. Nogle synger med på bønner og liturgiske salmer. Fremmedartede ord i et fremmedartet tonesprog. Liturgien har sin egen rytme med korte og lange bønner, syndsbekendelse, gammel- og nytestamentlige læsninger, prædiken, trosbekendelse, fredshilsen, nadver, Fadervor og velsignelse. Gå i fred, slutter præsten. Diakonerne assisterer under gudstjenesten og nadveren, der er messens højdepunkt. Der er andagt i det højloftede rum, da menigheden talstærkt går frem for at modtage den lille oblat, som præsten dypper i offerkalken med vin og giver til hver enkelt. Koret synger. Det består af unge fra menigheden, der nok er mellem 15 og 25 år. Næste generation er på vej og allerede kirkevant. Den kaldæiske kirke er det største kirkesamfund i Irak. I Danmark kender kun få den gamle mel-lemøstlige kirke, der har fælles historie med Østens Assyriske Kirke men i 1552 lod sig forene med Rom.
Siden har kirken været en selvstændig katolsk kirke med egen liturgi og patriark. I Århus består menigheden hovedsagelig af irakiske flygtninge. Nogle har været her i mange år. Andre er kommet til for nylig. ”Efter fem år på asylcentre skal vi nu til at være danske. Hertil behøver vi noget af vores eget, hvis vi ikke skal miste os selv”, forklarer en kvinde i fyrrene. Efter gudstjenesten bliver mange stående uden for kirken og småsnakker. Næsten alle har mistet familiemedlemmer og venner i hjemlandet, siden situationen for Iraks kristne befolkning blev drastisk forværret med den amerikanskledede invasion i 2003. Det er mennesker, der har brug for at fortælle om, hvorfor næsten halvdelen af Iraks kristne er flygtet fra deres hjem. Familiemedlemmers ubeskrivelige lidelser iklædes små og utilstrækkelige danske ord for at gøre virkeligheden blot en smule begribelig for den besøgende. Historier om trusler og bortførelser, bomber, død og lemlæstelse. Om nedbrændte kirker og hovedkulds flugt på bare fødder. Her er en menighed, der bærer på tunge byrder. Men det bliver også et møde med mennesker, som ved, hvor de skal lægge deres byrder, og som bærer med på hinandens smerte. I kirken mødes de i bøn og tilbedelse. Derfor har de været i kirke denne søndag. Og derfor kommer de igen, næste gang der er messe på kaldæisk.

Præsten kommer selv fra Bagdad, hvor hans kirke blev bombet efter en messe. Fem medlemmer af menigheden døde, og 22 biler på kirkens parkeringsplads udbrændte. I dag er den 38-årige kaldæer, der taler flydende dansk, andenpræst ved Vor Frue Kirke med særligt ansvar for de i alt syv kaldæiske menigheder i Danmark. Han understreger, at også danskere er velkomne til de kaldæiske gudstjenester. ”Vi vil tage imod jer med varme hjerter”.

Af Birthe Munck-Fairwood, Tværkulturelt Center