På besøg i migrantmenigheder
På besøg i Jesus Center

Et stykke Nigeria på Amager

- På besøg i Jesus Center

I en kælder på Amager samler Jesus Center op imod 160 mennesker, primært fra Nigeria til en afrikansk gudstjeneste, som ligeså godt kunne have fundet sted i Afrika. Lokalet blev købt for 3 år siden, men kirken leder allerede efter nye, større lokaler. Ved ankomsten til min destination på Amagerbrogade ser jeg et par nigerianere, der taler i telefon på fortovet. De har allerede været i ’søndagsskole for voksne’ og venter nu på at gudstjenesten går i gang kl. 11.00. Jeg bliver budt velkommen af en farvestrålende nigeriansk kvinde i kælderlokalet. Gudstjenesten begynder til tiden, også selvom ikke alle er kommet. Alle er klædt i deres søndagstøj.

Den første halve time går med lovsang med det formål at søge Gud. En af de første sange er ”Salige vished” på engelsk, men stilen ændres hurtigt, og inden længe synger menigheden bl.a. ”Han frelste min sjæl (…) Min forløser lever,” og mens folk synger med af hjertets lyst, bevæger alle sig i afrikanske trin, som en sejrsdans og som en bølge i havet. De danser så smukt og naturligt til rytmerne; noget jeg aldrig får lært. Hen imod slutningen af sangene kommer den kvindelige præst, Abiola, ind. En ung mand bærer hendes taske og følger efter hende hen til første række. Inden længe går hun op til bandet og de syv korsangere, der dels er klædt i afrikansk tøj og dels i vestlig mode. Præsten synger for på den sidste sang og byder derefter velkommen til gudstjenesten. Jeg forstår, at jeg er kommet til den sidste af fire søndage, der har haft temaet ”Økonomisk udrustning”. Folk er fulde af forventning og præsten opfordrer folk til at sige til deres nabo: ”Gør dig rede til at bede”. To mænd kommer op, én ad gangen. Den ene fortæller om en profeti, der er blevet givet om ”Redeemed Christian Church of God”, den hastigst voksende kirke i Nigeria, og om København. Profetien er fra moderkirken i Abuja i Nigeria: Netop denne kirke vil blive et ”hovedkontor” for rigtig mange søsterkirker i Norden. Folk er begejstrede. Menigheden består primært af nigerianere, men også af andre fra nabolandene. Efterfølgende leder han folk gennem en proklamation, der læses op i kor, hvorefter der læses en del skriftsteder, der omtaler økonomi. Efter hver læsning og udlægning opfordres folk til personlig bøn. Det gør folk – både højlydt og for manges vedkommende med armene løftet over hovedet. Efter en rum tid går pastor Abiola op til talerstolen. Stemningen er intens. Hun beder endnu en bøn. Det er blevet tid til en prædiken. Men inden hun går i gang, overbringer hun en hilsen fra sin mand, kirkens seniorpræst, der er i Barcelona. Sammen har præsteparret plantet 10 kirker i primært Sverige og Finland i løbet af de sidste 6 år. Men nu altså også en i Barcelona. Præsten har tidligere udtalt med et smil, at man som afrikaner i Danmark er nødt til at kunne rejse sydpå ind imellem, så derfor har de startet en kirke dér.

Gud giver i overflod
Prædikenen går i gang. Titlen er ”Gud, som overnaturligt giver i overflod”. Menigheden er aktivt lyttende. Ind imellem responderer de med højlydt ”amen”, ”ja” eller simpelthen ved at hoppe op af stolen i begejstring. Menigheden bliver opfordret til tro på, at Gud velsigner i overflod og også til at skrive en pagt mellem dem og Gud. Prædikenen ebber ud i bøn, og musikerne har atter indtaget deres pladser. Da præsten går tilbage til sin stol, knæler hun ned og beder en stille bøn. Det er blevet tid til kollekt. En mand i hvidt jakkesæt og lyserød skjorte, der står rigtig godt til hans mørke hud, holder kollekttalen. To hvide plastspande placeres på scenekanten og mens menigheden synger ”jeg er en ven af Gud,” danser folk op mod scenen for at give deres kollekt. Da alle er tilbage ved deres stole, opfordres folk til at strække armen ud mod kollekten og den velsignes. Gudstjenesten nærmer sig afslutningen. Tilbage er meddelelserne. Næste weekends kvindekonference annonceres. Mange har fastet i én uge, og man opfordres til at fortsætte endnu en uge. Et ark med bedeemner for fasten omdeles.

Socialt engagement
Menighedens medlemmer opfordres til at medbringe vinterjakker, huer og støvler, som de ikke længere bruger. I december vil en gruppe fra kirken dele det ud til de hjemløse på gaden. Kirken driver et socialt arbejde blandt hjemløse og handlede kvinder, som de møder. Gudstjenesten afsluttes med fødselsdagssang. Her kommer en fireårig pige med prinsessekrone op, som udtryk for at alle inkluderes her. Det hele rundes af med en fælles bøn. Det er en rolig bøn, der tydeligvis afslutter hver gudstjeneste. Folk kan den udenad.

Af Elisabeth Krarup de Medeiros, KIT