Migrantpræster har ordet
Dansk er vores hjernesprog og tamilsk vores hjertesprog

Dansk er vores hjernesprog og tamilsk vores hjertesprog

- En migrantpræst har ordet

Fakta om kirken
Den katolske Kirke i Danmark fejrer tamilsk messe med jævne mellemrum i 13 forskellige byer over hele landet. Disse messer samler i alt godt 1000 tamilere. Jude Kulas er primært med ved messerne, men kommer også til regionale arrangementer som fx julefest, valfart og korsvej. Dertil kommer lokale aktiviteter og samlinger for sproggrupperne i de respektive byer.

Fakta om præsten
Jude Kulas er 52 år og bosat i Ålborg. Han kom til Danmark i 1996, men blev præsteviet allerede i 1989 i Sri Lanka efter at have studeret 12 år i Indien. Fra 1992-96 opholdt han sig i Frankrig som flygtning, men fungerede samtidig som præst. Jude har op mod fem messer rundt om i landet hver weekend, idet han også er sognepræst for den danske menighed i Aalborg.

Menighedens historie
Der var opstået et behov blandt tamilerne i Danmark. Via en tamilsk præst i Tyskland kom det katolske bispekontor i Danmark i kontakt med mig i Frankrig, og inviterede mig til at komme herop for at holde tamilsk messe. Det blev meget hurtigt en succes, og over tre år kom jeg hertil ved højtiderne som fx jul og påske. Tamilerne i Danmark skulle have en præst, der kunne tale med - og forkynde for - dem på tamilsk. Og da alle syntes om mig, indgik biskoppen i Danmark en aftale med min biskop i Frankrig. Jeg blev hurtigt overflyttet.

Min vision for kirken
Integration. Det ord er så vigtigt, at jeg næsten kunne lade det stå alene. Men lad mig forklare…
De tamilske katolikker skal integreres i de danske katolske menigheder. Og dét af flere årsager:

  • Mange af dem er danske statsborgere. De har allerede boet her længe og vil blive her fremover.
  • De bor spredt over hele landet. De kan altså ikke alene bygge på fællesskab med tamilere i andre dele af landet.
  • I nogle byer, som fx Herning, udgør tamilerne størstedelen af den lokale menighed. Hvis de ikke kommer til den danske messe, er kirken næsten tom.

Situationen er dog anderledes, når det drejer sig om dåb og bryllup. For så inviterer de tamilske gæster fra andre lande, og de forstår ikke dansk.  De ældste er de sværeste at overbevise om nødvendigheden af integration. Til gengæld er det dem, der er mest autoritetstro overfor præsten, så det hjælper. Men vi er endnu ikke nået dertil, hvor en tamilsk messe er overflødig. Ofte fortæller folk mig, at de ikke føler noget, når de deltager i den danske messe, hvorimod følelser og tårer får frit løb ved den tamilske messe. Og jeg kender selv følelsen, ligesom jeg kan se, at tamilerne deltager aktivt ved tamilsk messe og passivt ved den danske – også selvom de forstår sproget. Det tillærte sprog er ofte et hjernesprog og ikke et hjertesprog.

Min største glæde som migrantpræst
Det er en stor gave at få lov at tjene under det danske bispedømme. Biskoppen og de andre præster her er meget venlige. Jeg bliver behandlet med respekt som et medmenneske. Jeg behøver ikke være bange for biskoppen; vi kan endda have det sjovt sammen. Det tager jeg ikke for givet. I Sri Lanka er man bange for biskoppen. Og sproget er altid et imperativt ”du skal…!” og ikke som her i Danmark: ”kan du…?” eller ”vil du…?”

Min største udfordring som migrantpræst
Det er uden tvivl sproget. Selvom jeg behersker sproget, føler jeg mig alligevel afhængig af andre og bundet i visse situationer. Ved tamilske messer er jeg helt fri. Jeg bruger ikke manuskript, og folk oplever mig helt, som jeg er. Når jeg derimod prædiker på dansk, kræver det megen forberedelse og forsigtighed. Både overfor sproget og overfor kulturen.

Min vision for Danmark
Efter at have levet i forskellige andre lande, ved jeg, at Danmark er det bedste land i verden. Her bliver alle mødt med respekt og givet gode vilkår via fx det sociale sundhedssystem. Jeg undlader aldrig at minde tamilerne i Danmark om det, for Danmark har taget godt imod os. Vi skal respektere landet og bidrage til det, det allerede er. For min vision for landet er, at det skal forblive det bedste i verden og tage godt imod flere udlændinge som mig.

Af Elisabeth Krarup de Medeiros, KIT