Derfor kommer jeg i en migrantmenighed
Nadia er kristen pakistaner

Nadia er kristen pakistaner

- Derfor kommer jeg i migrantmenighed

Nadia Azeem er født i Husum og uddannet markedsføringsøkonom og kosmetolog. Den 30-årige dansk-pakistaner bor på Nørrebro sammen med sin mand Azeem Lal og datteren Iman på 13 måneder. Nadias far var med til at oprette den pakistanske menighed Asian Christian Fellowship i Søborg.

”I mange år levede jeg et dobbeltliv. Udadtil var jeg dansk. Indadtil var jeg kristen pakistaner. Det var to adskilte verdener. Men sådan er det ikke længere. Siden vi fik vores pakistanske menighed, er de to verdener ikke længere adskilt. I menigheden har jeg fået hjælp til at integrere min kristne tro i hverdagen og lært at være stolt af min pakistanske kultur. Jeg og mine søskende er alle født i Danmark. Min far kom til Danmark i 1970 som gæstearbejder fra Punjab. I Pakistan har vores familie været kristen i mange generationer. Men da jeg var barn, gik vi ikke i kirke. Da mine forældre først kom til Danmark, fik de kontakt med Jehovas Vidner, men der gik et stykke tid, inden min far fandt ud af, at det var en anden retning. Det var en dårlig oplevelse, så siden holdt vi vores egen gudstjeneste hjemme i vores stue, hvor vi sang og spillede vores egne sange. For min far var det vigtigt at videregive Bibelens ord til os børn, så vi vidste, hvor vi stod i forhold til Gud. Hver aften læste min mor Biblen sammen med os og sang salmer på punjabi. Det betød, at når vi var i Pakistan hver anden sommer og gik i kirke sammen med vores familie, kunne jeg alle salmerne! For fire år siden mistede jeg min mor. Det vendte op og ned på alt. Fra at være familiens lille forkælede pige var jeg pludselig kvinden i huset. Når man oplever en stor sorg, søger man trøst. For mig blev det Biblen. Jeg begyndte at spørge, hvad det hele egentlig handler om. Hvad sker der, når man dør? I den periode kom jeg nærmere Gud. I sorgprocessen fik jeg støtte fra andre kristne pakistanske familier i København. Da min mor blev syg, kom mange til vores hus for at bede for hende. Der var dage, hvor vi var 25-30 pakistanere, der sad og sang salmer sammen på punjabi. Det var helt fantastisk.
Her vågnede interessen for at få vores egen menighed. En familie spurgte min far, om han ville være med til at starte noget, og nogle måneder senere begyndte vi at holde gudstjenester på urdu i Haraldskirken i Søborg. I dag er min far gået på pension og bruger sin tid på at producere kristne internetprogrammer på urdu. Vi ved, at der er mange pakistanere, der hører programmerne. De er et alternativ til folk, der ikke går i kirke, eller som har mange spørgsmål. Da min mand kom til Danmark for to år siden, betød det rigtig meget for ham, at vi havde vores pakistanske menighed. I Punjab, hvor han kommer fra, udgør de kristne et lille mindretal. Regeringen sørger for, at der altid er politi til at beskytte de kristne, når de holder gudstjeneste. De seneste år har der været mange kidnapninger og bomber. Her i Danmark nyder min mand at kunne gå i kirke uden frygt. Han siger selv, at hvis der ikke var nogen urdumenighed i Danmark, ville han nok gå i en dansk kirke. Men med sproget er det meget lettere for ham i vores menighed. Når man synger på sit eget sprog, føler man sig fri. I menigheden er der også mange velintegrerede pakistanere, som kan støtte ham, fordi de forstår begge kulturer. Tidligere snakkede jeg ikke så meget om religion. Nu har jeg fået større viden og tør komme mere på banen med mine synspunkter. Menigheden har styrket min identitet som kristen dansk-pakistaner og givet mig mere selvtillid. I Danmark tror alle, at man er muslim, når man har sort hår og brune øjne og kommer fra Pakistan. Folk bliver meget overraskede, når de hører, at jeg er kristen.

Før vi fik vores menighed, vidste jeg ikke, at der var så mange kristne pakistanere i Danmark. Det har været en enorm opmuntring at opdage, at vi er over 150. Når vi har vores egen menighed, er det lettere at fortælle, at jeg er kristen. Jeg har noget, jeg kan være stolt af. Jeg føler mig ikke længere splittet. Tværtimod betragter jeg min pakistanske baggrund som en rigdom, som jeg gerne vil give videre til min datter. Jeg er født og opvokset i Danmark, men mine pakistanske rødder er som et stamtræ, der fortæller mig, hvor jeg kommer fra. Vores menighed hjælper mig til at holde fast ved den pakistanske del af min identitet. Jeg håber, at min datter vil tage det bedste fra begge kulturer. Hun kan lære de danske værdier fra mig og de pakistanske fra sin far. Min mand er taknemmelig for, at hans datter kan vokse op i et højtudviklet land uden politivagt ved kirken, og hvor det er sikkert at gå på gaden – også for kristne. Men som han siger: Det vigtigste er, at hun lærer at følge Jesus og gå i hans fodspor.”

Om menigheden
Harald´s Asian Christian Fellowship blev oprettet i 2005 og holder gudstjeneste på urdu/punjabi hver anden søndag eftermiddag i Haraldskirken i Søborg. Menigheden har ca. 120 medlemmer, der hovedsagelig kommer fra Pakistan.

Af Birthe Munck-Fairwood, Tværkulturelt Center