Danske migranter
DSUKs historie

DSUKs historie

Danske Sømands- og Udlandskirker (2004-)
For bedre at kunne tilgodese et stigende ønske om folkekirkens tilstedeværelse rundt om i verden, besluttede Dansk Sømandskirke i fremmede Havne (stiftet 1867) og Dansk Kirke i Udlandet (stiftet 1919) den 9. december 2003 at lægge sig sammen til én ny stor udlandskirkeorganisation.
Den historiske beslutning markeredes samme dag med festgudstjeneste i Nyborg Kirke med Dronningens deltagelse. Den 1. januar 2004 var Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK) etableret. Gennem de senere år var de to organisationer kommet til at ligne hinanden mere og mere. Ved at forene kræfterne, ville endnu flere danskere i udlandet kunne blive hjulpet og sekretariatet i Danmark i højere grad blive i stand til at varetage øgede krav og forventninger fra medarbejdere og menigheder i udlandet. Samtidig vurderedes en stor ny organisation at ville have betydeligt større gennemslagskraft over for politikere, erhvervsliv og i det kirkelige liv. Tilknytningen til folkekirken er blevet øget ved, at der er blevet åbnet op for sognenes medlemskab af DSUK. Godt 750 sogne har tegnet medlemskab. Det skaber samhørighed mellem ude og hjemme. Tre af folkekirkens biskopper står for tilsynet med de ca. 60 danske præster uden for landets grænser. I årene frem forventes et øget pres på Danske Sømands- og Udlandskirker for at åbne kirker nye steder.
Flere og flere danskere rejser ud nogle år af deres liv, og de både bevarer medlemskab af folkekirken under ophold i udlandet, og spørger mere intenst efter deres danske kirke, end de gør hjemme. Der har aldrig tidligere været så stort behov for danske sømands- og udlandskirker, som i disse år.

Dansk Sømandskirke i Fremmede Havnes historie (1867-2003)
Inspireret af et tilsvarende kirkeligt engagement i England for sømænd i engelske og udenlandske havne stiftede nogle få mænd fra den danske kirke og dansk erhvervsliv foreningen ”Den danske forening til Evangeliets Forkyndelse for skandinaviske Sømænd i fremmede Havne”. Det var den 12. november 1867. Foreningen blev i almindelighed betegnet ”Sømandsmissionen”, og senere igen ”Sømandskirken”.
Fra begyndelsen sigtede arbejdet ikke kun på danske sømænd, men også sømænd fra det øvrige Skandinavien. Tilsvarende foreninger i Norge og Sverige arbejdede også skandinavisk. Formålet var ”at arbejde på Guds riges fremme blandt vore sømænd ved at udsende præster til de af dem mest besøgte fremmede havne og ved andre hensigtsmæssige midler”. Opgaven er dobbelt. Dels at forkynde evangeliet på dansk, og dels at medvirke til at øge sømandens velfærd under ophold i fremmed havn. Velfærdsopgaver som skibsbesøg, bogbytning, udflugter, fester på kirken, foredrag og meget andet har altid fyldt meget i sømandspræstens arbejde. Præsterne var bundet til folkekirkens bekendelseseskrifter, gudstjenesteordning og ritualer. I 1935 ændredes navnet til ”Dansk Sømandskirke i fremmede Havne.” Men foruden de søfarende har det altid været Sømandskirkens opgave også at betjene de mange tusinde danskere, som bor i de store havnebyer, hvor sømandskirkerne befinder sig.

Dansk Kirke i Udlandet (1919-2003)
Hvor Sømandskirken særligt arbejdede for at bringe kirkens budskab til danske sømænd på langfart, opstod Dansk Kirke i Udlandet for at kunne leve op til en stigende efterspørgsel efter noget tilsvarende hos fastboende danskere, som enten var emigreret eller havde bosat sig en årrække i udlandet. Dansk Kirke i Udlandet handlede altid på opfordring udefra, mens Sømandskirken selv gik ind og foretog en vurdering af, hvor der var behov for en sømandskirke.
I Berlin søgte den danske menighed hjælp hjemover, og denne anmodning om hjælp fra kirkens folk i Danmark førte til stiftelsen af Dansk Kirke i Udlandet i 1919. Opgaven gik ud på ”så hurtigt som muligt at bringe vore landsmænd ud over hele Jorden den så hårdt tiltrængte hjælp i kristelig og national henseende.”
Allerede i det første år havde DKU opnået kontakt med landsmænd i Sibirien, Canada, Australien, Argentina og Kina foruden de europæiske lande. I 1921 blev arbejdet i Sydslesvig knyttet til. I Argentina levede 18.000 danskere under ”dårlige åndelige forhold”. En dansk kirke var påtrængt, især i hovedstaden, og i 1923 begyndte kirkearbejde i Buenos Aires. DKU´s syn på økonomisk støtte til menighederne har i mange år været hjælp til selvhjælp. DKU skal hjælpe udlandsmenigheder i gang, og det drejer sig især om at skaffe dem en dansk præst, hvis løn DKU betaler en stor del af. Hjælpen er igangsættende. Menigheden skal efter en generation helst selv kunne betale præstens løn. Emigrantkirker i Argentina og Canada har længere end forventet ønsket at være knyttet til DKU. I 1970´erne var opfattelsen i DKU, at emigrantmenigheder i de to verdensdele ville løsrive sig og knytte til ved lokale lutherske organiseringer. Men det har vist sig, at båndene til DKU og dermed til dansk kirketradition og kirkesyn er langt stærkere og går langt dybere end til afhængigheden af det danske sprog og nødvendigheden af økonomisk støtte fra Danmark.

Af Torben Elmbæk Jørgensen, DSUK