1917-1938
I tiden lige efter den russiske revolution var den lutherske kirke den næststørste kirke i Sovjetunionen efter den russisk ortodokse.

1939-45: 2. Verdenskrig
Ved begyndelsen af 2. Verdenskrig havde den lutherske kirke cirka 2000 præster.

2. Verdenskrig skabte problemer for den lutherske kirke fordi medlemmerne hovedsageligt var tyskere.

Efter tyskernes angreb på Sovjetunionen i 1941 deporteredes stort set alle sovjetborgere af tysk afstamning til steppeområderne i Kasakhstan og andre steder.

Stort set alle den lutherske kirkes præster omkom i Gulag-lejrene.

 

1953 - Stalins død
Ved Stalins død havde kirken 3 præster tilbage, og kun én af disse, O Bachmann, kom tilbage og arbejdede i kirken.

1955 - første lutherske gudstjeneste i mange år
Pastor Bachmann, den eneste tilbageværende præst efter Stalintidens forfølgelser, gennemførte i Kasakhstan den første lutherske gudstjeneste i hele det sovjetiske område siden 1938.

1957 - kirken registreres
Kirken blev formelt registreret som den eneste lutherske kirke i hele det sovjetiske område. Dette blev starten på rehabiliteringen af den lutherske kirke.

 

1980’erne - samling om den tyske identitet
I sovjettiden var der mange illegale kirker. I midten af 80’erne var der ca. 300 lutherske menigheder i Kasakhstan. Det var store menigheder med op til 1000 medlemmer.

Biskop Juri Nowgodow fortæller at kirkens medlemmer i denne periode i høj grad samledes om deres fælles nationale identitet og sprog, dvs. tysk. Det betød en ret lukket kirke, hvor der ikke var megen forsoning og tilgivelse. Undertrykkelsen og det hårde liv bidrog til at menighederne fik denne karakter.

Men børnene talte ikke tysk
Børnene i menighederne begyndte at miste forbindelsen til kirken fordi de ikke kunne følge gudstjenesterne på tysk – dette førte til sammenbrud i menighederne, men de historiske erfaringerne blokerede i lang tid for, at man gik over til russisk som gudstjenestesprog.

 
Slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne
Grænserne blev åbnet og mange af tysk afstamning rejste til Tyskland – heraf mange ledere og præster i de lokale menigheder. Mange kirker blev derfor ladt tilbage uden præst.

1993 - faldende medlemstal
I 1993 var der kun 120 lutherske menigheder tilbage i Kasakhstan. Kirken fik officiel status, og der blev valgt en superintendent (kirkeligt overhovede).

 

1996 - kirken får sin første biskop
I 1996 gennemførtes en omstrukturering i kirken. Robert Moser blev valgt som den første biskop.

Kirkens centrum flyttede fra Kasakhstans gamle hovedstad Almaty til den nye hovedstad Astana.

Moser gjorde en stor indsats for at løse problemet med præstemangel, men man kunne stadig ikke imødekomme hele behovet.

 

Gudstjenester på russisk
Biskop Moser introducerede russisk som gudstjenestesprog. Dette fik nogle til at forlade kirken, men åbnede samtidig for, at mange andre kunne være med.

Sproget ikke længere afgørende for kirkens identitet

I dag kan kun to personer i menigheden kommunikere på tysk.

Den nuværende Biskop Juri arbejder for at styrke denne bevægelse i kirkens identitet: ”vi er ikke en tysk kirke, vi er en kristen kirke!”, siger han.

 

1991-1999
I 1991, efter Sovjetunionens sammenbrud, blev Kasakhstan en uafhængig republik.

I årene efter de store omvæltninger blev den økonomiske situation stærkt forværret i i hele landet. Der var ingen elektricitet i landsbyerne, arbejdsløshed var høj, og de, der havde arbejde, fik ingen løn.

I denne periode blev kirkens stab finansieret udefra, først og fremmest med hjælp fra kirkens mangeårige venskabskirke, den lutherske kirke i Mecklenburg i det gamle Østtyskland.

 

2005 - Ny biskop
Juri Nowgorodow udnævnes til biskop.