Arbejdsgrupper
Folkekirkens Migrantsamarbejde - arbejdsgruppe

Folkekirkens Migrantsamarbejde - arbejdsgruppen

Kommissorium for arbejdsgruppe for Folkekirkens Migrantsamarbejde (FMS)

Arbejdsgruppen består af 5-8 medlemmer, som udpeges af Folkekirkens mellemkirkelige Råd (MKR). Formanden udpeges af og er medlem af Rådet. Arbejdsgruppen kan ad hoc supplere sig med inddragelse af eksterne ressourcepersoner.

Arbejdsgruppen har til opgave at bistå sekretariatet med at identificere og udvikle strategiske indsatsområder for folkekirkens møde med migranter samt deres efterkommere. Med migranter forstås alle udenlandske statsborgere, som er indvandret til Danmark, herunder blandt andet asylansøgere, flygtninge, familiesammenførte, studerende og arbejdstagere.

Arbejdsgruppens rolle er rådgivende, mens Rådet via sekretariatet har ansvar for implementering af indsatsen. Migrantsamarbejdets projektleder er sekretær for arbejdsgruppen. Arbejdsgruppen skal se sit arbejde i samspil med det af biskopperne udpegede netværk af ressourcepræster. 

Arbejdsgruppens funktionsperiode følger foreløbigt den nuværende bevillingsperiode for støtte til Folkekirkens Migrantsamarbejde, som løber indtil udgangen af 2019. 

Arbejdsgruppens primære opgave er med et folkekirkeligt udgangspunkt at  

  • identificere og arbejde med strategiske indsatsområder vedrørende migranter og efterkommere (som i dag udgør ca. 13% af befolkningen), og derved bistå folkekirken med at leve op til sin opgave med at være kirke for hele folket i Danmark.
  • -fremme tiltag, der skaber forståelse i folkekirkens menigheder og fællesskaber for migranters og efterkommeres særlige baggrund og behov.
  • fremme tiltag, der åbner for, at de migranter og efterkommere, som ønsker det, kan blive en del af folkekirken.
  • fremme tiltag, der styrker de mellemkirkelige relationer med kristne migranter og efterkommere i Danmark uden for folkekirken.
  • fremme tiltag, hvor folkekirken spiller en aktiv rolle for migranters integration i det danske samfund.
  • udvikle strategi for videreførelse af arbejdsområdet efter nuværende projektperiode. 

Arbejdsgruppen arbejder selvstændigt med disse opgaver på grundlag af Rådets lovtekst og bekendtgørelse, dets forretningsorden og ud fra øvrige retningslinjer vedtaget i Rådet. Rådet orienteres løbende gennem arbejdsgruppens formand og arbejdsgruppens mødereferater. 

Arbejdsgruppen er forpligtet på i alle aspekter af sit arbejde at have et så bredt folkekirkeligt engagement som muligt for øje. 

Arbejdsgruppens udgifter skal dækkes inden for migrantsamarbejdets budgetrammer.

Arbejdsgruppens medlemmer 

Niels Nymann Eriksen (formand)
Birgitte Rosager Møldrup 
Michael Rønne Rasmussen
Anne Reiter
Clement Dachet
Per Vibskov
Mogens Mogensen