AAA

Om os

Folkekirken samarbejder
med andre kirker i ind- og
udland.

Arbejdet koordineres 
af Folkekirkens mellem-
kirkelige Råd, der informerer om og
inspirerer til mellem-
kirkeligt samarbejde gennem projekter,
konferencer og udgivelser.

 

 

 

Vi vil fred her på jord… Kirkernes Verdenrsåd fejrer ti-året mod vold på Jamaica

30/06-2011

Kirkernes Verdensråd fejrede afslutningen på ti-året mod vold med en såkaldt ”fredssamling” på Jamaica. Sognepræst i Stefanskirken, Pernille Østrem, var blandt de 1000 deltagere og beretter fra mødet.

”... min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver.” (Pinsedag, evangelieteksten)

 

”Den der elsker Gud skal også elske sin broder.” (1. søndag efter Trinitatis, epistelteksten)

 

To af forårets gudstjeneste-tekster kan vel næppe efterlade os i tvivl om, at fredsbegrebet er centralt i den kristne forkyndelse og i de kristne menigheders liv. Vi er blevet overladt nogle uvurderlige gaver fra Gud: ”Herrens fred”, ”Herrens Ånd” og ”Herrens bud om, at vi skal ...”; ikke gaver som vi kan tage patent på eller som vi ejer, men gaver, som vi er sat til at forvalte og udbrede budskabet om. Og selvom budskabet fra prædikestolen eller på papiret kan synes selvindlysende, så er vi som kristne mennesker på tværs af konfessioner og verdensdele alligevel efterladt med mange spørgsmål og mange svære valg, når vi skal arbejde og manøvrere i fredens navn.

 

Fra den 17. til den 25. maj 2011 var jeg blandt 1000 mennesker fra et væld af verdens lande og konfessioner, der samledes for at tale om og dele erfaringer med at leve med disse gaver og bruge dem i vores dagligdag, både lokalt, nationalt og globalt. Vi samledes til Kirkernes Verdensråds Freds-samling i Jamaica, Kingston under overskriften ”Glory to God, Peace on Earth”.

 

På samlingen standsede vi op et øjeblik for at se tilbage og for at finde vejen frem. Det var afslutning på ti-året, der er gået under navnet ”Decade to Overcome Violence” (DOV) i KV's regi. Konferencen afspejlede gennem workshops, foredrag, debatter, bibelstudier, gudstjenester og besøg til lokale projekter det tiår, der er gået.

 

At overkomme vold og arbejde for fred er ikke blot et spørgsmål om at bekæmpe krigens årsager og konsekvenser, derfor havde samlingen fire hovedtemaer, som blev belyst gennem de førnævnte aktiviteter: Fred mellem nationer, fred i lokalsamfundet, fred i økonomien og fred med jorden. Alle disse temaer har spørgsmålet om retfærdighed indbygget i sig: Hvordan skal den levende kirke arbejde for retfærdig fordeling af verden goder, som vi har fået til låns? Hvordan skal vi forholde os til mindretals modstand mod militær overmagt? Hvordan fremmer kirken dialog og forener uforenelige uoverensstemmelser på det nære og lokale plan?

 

Det har været af afgørende betydning for mig at sætte min egen kirkes udfordringer ind i et større perspektiv og se – ansigt til ansigt – hvorledes vores udfordringer står i forbindelse med udfordringer på den anden side af jordkloden, men også hvordan teologisk refleksion, løsninger og konkret handling på tværs af meget forskellige vilkår kan overføres og udvikles til gode for alle Guds børn.

 

På disse få linjer er det ikke muligt at formidle alle de brændende beretninger og uvurderlige møder en sådan samling giver plads til, så jeg vil opfodre til, at man selv læser videre og ser videoer og fotos her:


http://www.overcomingviolence.org/

 

Billede: Pernille Østrem

Pernille Østrem, sognepræst ved Stefanskirken, Nørrebro