AAA

Om os

Folkekirken samarbejder
med andre kirker i ind- og
udland.

Arbejdet koordineres 
af Folkekirkens mellem-
kirkelige Råd, der informerer om og
inspirerer til mellem-
kirkeligt samarbejde gennem projekter,
konferencer og udgivelser.

 

 

 

Kirkernes Verdensråd bekymrede for kristnes flugt fra Mellemøsten

30/06-2011

Ekspertkonference sætter fokus på kristnes forhold i Mellemøsten som led indsats fra Kirkernes Verdensråd.

Iraks kristne befolkning er halveret gennem de sidste ti år. Kristne flygter i stigende grad fra lande i Mellemøsten og i kontrast til verdenssamfundets håb for en demokratisk udvikling efter det arabiske forår, står den kristne befolknings bekymring for fredelig sameksistens i fremtiden.

 

Kirkernes Verdensråd udsendte på denne baggrund en meddelelse til sine 349 medlemskirker i februar, hvor man bad kirkerne “bede for og vedblive at være involveret i proaktiv økumenisk fortalervirksomhed i solidaritet med kirkerne I Mellemøsten.” 

 

De nye udfordringer for kristne i Mellemøsten vil være temaet for en større konference i Kirkernes Verdenråds regi i 2012. Som en optakt til dette arbejde mødtes eksperter i på Volos teologiske akademi i Grækenland i juni for at undersøge de teologiske, økumeniske og politiske aspekter ved at leve som kristen i Mellemøsten.

 

Diakon i den armenske kirke i Baghdad Sevan Nazareat Sankrim gav på konferencen indblik i situationen for kristne i Irak. Kristnes flugt fra landet er et stort problem, berettede Sankrim og tilføjede at kristne i regionen er ubeskyttede og sårbare overfor trusler mod deres overlevelse fordi stammesystemet i Irak, som de kristne ikke er en del af, beskytter sine egne medlemmer mod alle andre.
Det irakiske folk har brug for budskabet om kærlighed som de irakiske kristne tilbyder midt i den svære situation, de selv lever i, sluttede Sankrim.

 

Blandt de øvrige prominente talere på Volos konferencen var tidligere Informationsminister i Libanon, Tarek Mitri og professor i Ortodoks Teologi ved Münster Universitet i Tyskland, Dr. Assad Elias Kattan. Begge understregede de vigtigheden af et ”fælles” eller ”autentisk” statsborgerskab for kristne og muslimer i den arabiske verden. Dr. Mitri gav udtryk for det kristne håb det arabiske forår havde medført for kristne i den arabiske verden og understregede vigtigheden af, at kristne ikke er identificeret ved, at de er en minoritet. Der er behov for, at man kommer frem til en fælles identitet i samfundet, mente han.

 

Se rapport fra ekspertmødet i Volos her.

 

Som led i arbejdet med situationen for kristne i Mellemøsten arrangerer Kirkernes Verdensråd til oktober et besøg til Libanon for unge økumenikere, der skal se hvordan unge kristne dér lever med udfordringerne for deres tro og kirke.

 

Billede: sxc.hu

Heidi Martinussen