Vores rådsmedlem Ingrid Lisby Schmidt får ordet

Ingrid Lisby Schmidt

Hvad optager dig allermest i Folkekirkens mellemkirkelige Råd?

Lige nu er jeg optaget af forholdet mellem kirkens mission og det mellemkirkelige arbejde. Og desuden af spørgsmålet om trosfrihed og forfulgte kristne. Begge dele er for alvor på Det mellemkirkelige Råds dagsorden.

Jeg er optaget af mission, herunder også ydre mission i traditionel forstand. I Treenighedskirken i Esbjerg, hvor jeg er præst, har vi samlet ind til Danmission i mange år og jeg har stået for Ydre Missions basar i 27 år. Nu er formandsposten gået videre til en anden, men Ydre Missions basar i november er stadig en stor sag i vores kirke.

Der er et overlap mellem mission og det mellemkirkelige arbejde, selvom det ikke er ganske det samme. Mission er sendelsen med det kristne evangelium, ud i verden, i forkyndelse og undervisning og praktisk hjælp. Det mellemkirkelige arbejde har mere præg af samvirke mellem etablerede kirker. I virkeligheden kan de to ting ikke skilles ad -  for der er en glidning eller et samspil i gang mellem mission og det mellemkirkelige.

Mission er blevet hele folkekirkens sag. Man er virkelig kommet langt med at arbejde med mission som hele kirkens sag og ikke kun som en sag for missionsselskabernes trofaste støtter.

Det er spændende at følge processen, hvor arbejdsgruppen ”Folkekirkens mission” nedlægges som selvstændig del og nu integreres i Det mellemkirkelige Råds arbejde.

Mission er i sit væsen dialogisk – en fortælling og samtale med andre om, hvad vi tror på. Og - missionsaspektet – at gå ud i alverden og forkynde evangeliet – bliver for ofte nedtonet. Som eksempel kan jeg nævne Danmission. Man taler ikke om missionærer, men om udsendinge. Jeg er kritisk overfor, at missionsaspektet med forkyndelse af evangeliet bliver nedtonet. 

Jeg var på en missions-studietur forrige år med Det mellemkirkelige Råd til England. Det er selvfølgelig ikke alt vi kan overføre fra en engelsk kontekst til folkekirken. Det var meget inspirerende at besøge kirkerne i Guildford stift. Vi besøgte en engelsk menighed, der formåede at samle ubegribeligt store summer direkte fra deres lokale menighed til international menighedsopbygning i Afrika uden om de etablerede missionsselskaber. 

Det var på den ene side inspirerende, at menigheder støtter andre menigheder internationalt og selv sender penge direkte. På den anden side kan det også være sårbart, fordi missionsarbejdet så afhænger af de lokale ildsjæles konkrete indsats. De etablerede missionsselskaber har erfaring og ekspertise, som ikke kan undværes.

Hvordan bør folkekirken involvere sig i det internationale økumeniske arbejde?

En stor udfordring for kirkerne internationalt er kristenforfølgelser. Når det helt ubegribelige sker, at kristne ved en påskegudstjeneste i Sri Lanka bliver ramt af bomber, skal man ikke fortie, at der er tale om kristenforfølgelse. Det samme gør sig gældende i Pakistan og i Mellemøsten. I Det mellemkirkelige Råd skal vi blive ved med at fokusere på denne nød og tale kirkernes sag.

Hvordan fungerer det mellemkirkelige arbejde i dit lokalområde?

I Treenighedskirken oplever vi, at musikken bygger bro mellem kirkerne. Musik er den bedste vej ind i hjertet. Vores kirkekor er ofte på turné og har verden som publikum, ligesom vi i kirken også har besøg fra kirkekor fra andre lande. På den måde medvirker vi i hinandens kirker og musikliv.

Derudover kan jeg nævne de årlige forbønsgudstjenester for forfulgte kristne samt gudstjenester for migrantmenigheder, som holdes hvert år i Ribe Domkirke, samt Middage på tværs  og øvrige samtaler og drøftelser med migranter, især i Kvaglund Kirke, Zions Kirke og Treenighedskirken.

I stiftet har vi især fokus på østeuropæere. Ribe Stift er et landstift, og der bor mange østeuropæere i landsognene. Så det er en rigtig vigtig mellemkirkelig opgave her i stiftet.