Nyheder
Nyheder

Venskab og broderånd midt i en splittelsestid

Lutherske og anglikanske kirker samledes i Portugal til møde i Porvoo-fællesskabet, et møde hvor blandt andet Brexit var på manges læber

Den portugisiske journalist Antonio Marujo og den irske ærkebiskop Michael Jackson taler om kirkens stemme i offentlige rum. Foto: Den lusitanske Kirke. 

Har du nogensinde hørt om Den lusitanske Kirke? Eller rettere Den lusitanske katolske apostolske evangeliske kirke, som kirken officielt hedder. Det er den anglikanske kirke i Portugal, som er grundlagt i 1880. Den har cirka 5000 medlemmer, og den ledende biskop hedder Jorge Pina Cabral. Selvom kirken ikke er så stor, formår den mangt og meget.

Diakoni og mission i centrum

Christina Rygaard Kristiansen, provst i Tønder, stiftede for nylig bekendtskab med Den lusitanske kirke i Porto. ”Kirken er, må man jo nok sige, en meget lille butik. Men kirken gør et imponerende diakonalt arbejde. Den organiserer et stort folkekøkken og sørger for at bespise 30 familier om ugen. Der er ikke mange menigheder jeg kender, der magter så stor en opgave. Så det handler ikke kun om at være en stor eller lille kirke. Det handler først og fremmest om, hvorvidt en kirke er mest optaget af vedligehold eller af den kristne mission”, siger Christina Rygaard Kristiansen, som lærte kirken at kende, da Den lusitanske Kirke i Portugal for nylig dannede ramme om et møde i Porvoo-fællesskabet, et kirkefællesskab mellem lutherske og anglikanske kirker i Europa. Her deltog hun på folkekirkens vegne sammen med Thorsten Rørbæk fra Det mellemkirkelige Råd.

Fællesskab mellem kirker

Og hvad er så Porvoo-fællesskabet? Det forklarer Christina Rygaard Kristiansen i det følgende:

”Porvoo-fællesskabet er et vigtigt forum, hvor der er dybe venskaber mellem kirker og mellem kristne, og hvor man minder hinanden om, hvad det vil sige at være brødre og søstre i Kristus. Det er den ånd, der er over forsamlingen, hver gang der er møde i Porvoo-fællesskabet. Og sådanne fællesskaber er vigtige i en tid, hvor alle synes at blive delt på kryds og tværs. Vi skal ikke tage den slags for givet. Med relativt få udgifter og sparsom administration har Porvoo-fællesskabet formået at skabe et unikt rum, hvor kirker står sammen, og hvor man føler man er én stor familie. Det er meget positivt i en splittelsestid hvor det lader til, at mange helst vil stå for sig selv med særstandpunkter,” siger Christina Rygaard Kristiansen og peger på et emne, som både fylder i avisoverskrifterne og på mødet i Porto:

”Brexit fyldte meget på mødet, for kirkerne i England, Skotland, Wales, Irland og Nordirland er naturligvis meget påvirkede af Brexit-debatten, og det var svært at have en behændig omgang med det emne,” siger Christina Rygaard Kristiansen.

Læs kommuniké fra mødet i Porvoo-fællesskabet

Budskabet skal ud

Kirkens stemme i det offentlige rum var hovedemnet på mødet, og Michael Jackson, ærkebiskop i Church of Ireland, kredsede om det i sit hovedforedrag.

”Michael Jackson pointerede, at kirken ikke skal være et ekkokammer i samfundet, men at kirken skal tale højt om det man tror på i kirken - uden at folk skal gå på sprogskole for at forstå det. Kirkens budskab skal siges tydeligt og forståeligt og med omhyggelighed,” fortæller Christina Rygaard Kristiansen. 

Kristne har ikke til opgave bare at flyde med strømmen, men derimod at stå der hvor man står på grund af troen, om folk er enige eller ej. Kristendommens apologetiske og missionale dimensioner er derfor ifølge ærkebiskop Michael Jackson vigtige i denne tid. 

Da hovedemnet var kirkens stemme i det offentlige rum, var kommunikation også et emne, der kom højt op dagsordenen. Kirkerne udvekslede erfaringer i forhold til at styrke den kirkelige kommunikation i offentligheden, og Adrian Harris, der har skiftet jobbet som kommunikationschef i Tesco ud med en ditto stilling i Church of England, anbefalede kirkerne at kommunikere på en måde der afspejler vores moderne pluralistiske samfund. Det duer ikke at kommunikationen blot er ”male, pale and stale” som en deltager sagde. (oversat: Mandlig, hvid og bedaget). 

Harris gav et eksempel på, hvordan Church of England ryddede avisforsiderne. Kirken kom med anbefalinger til, hvordan man opfører sig ordentligt på de sociale medier og formanede: ”Thou shalt not tweet in anger” (Oversat: Du skal ikke tweete i vrede – dvs. du skal ikke udsende en besked via det sociale netværk Twitter i vrede, ligesom politikere og beslutningstagere har for vane at gøre.)

Men skal kirken blot mane til besindighed og trøst?

Nej, mente Sven Thore Kloster fra Den norske kirke. Med afsæt i den belgiske filosof Chantal Mouffe talte han om, at man er nødt til at anerkende uenigheder og antagonismer. Det er ikke i sig selv dårligt. Faktisk er det konstituerende for et demokrati. Hvis man altid tilstræber den totale konsensus, imploderer demokratiet. Det er selvfølgelig svært for kirken at navigere i samfund, hvor der er så mange uenigheder på kryds og tværs. Men det værste er ikke uenighed. Det værste for kirken og for samfundet er ligegyldighed og svigtende engagement, mente Sven Thore Kloster. 

Og her har kirken en rolle at spille – i forhold til at hjælpe mennesker med at tale sammen i al deres uenighed på en ordentlig måde, påpegede Michael Jackson. Kirken skal fremme samtalen – ikke en samtale hvor man har noget bestemt, man skal opnå, men samtalen for samtalens egen skyld. Den kristne kirke skal tilstræbe den gode samtale, og at den holdes ved lige – både udadtil i samfundsdebatten og indadtil – for eksempel i de kirkelige og teologiske debatter eller i kirkelige samlinger som Porvoo-fællesskabet.

 

Porvoo-fællesskabet

Porvoo Fællesskabet består af de anglikanske og lutherske kirker i Nordeuropa. Grundlaget for Porvoo Fællesskabet er Porvoo Erklæringen fra 1993, som i alt 15 kirker har tilsluttet sig. Gennem medlemskabet af Porvoo-fællesskabet er folkekirken en del af et større fællesskab af kirker, som konsulterer hinanden i teologiske spørgsmål og samarbejder om praktiske kirkelige spørgsmål. Der er fuldt kirkeligt fællesskab mellem medlemskirkerne, hvilket bl.a. betyder at man deler nadver med hinanden, og at en præst fra en medlemskirke efter invitation kan arbejde som præst i andre medlemskirker.