Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Tro og fællesskab i en migrationstid

Tværkulturelt Center afholdt i marts måned inspirationskonference om blandt andet relationer, religionsmøde og konvertitter

Foto: Anne Katrine Ebbesen.

”Hvad vil det sige at elske en fremmed? Gæstfrihed handler om at kunne rumme, uden at skulle domesticere eller forstå, og at vi deler værtsrollen i kirken med flygtninge og migranter.” – Niels Nymann Eriksen

Dette var konklusionen på Tværkulturelt Centers halvårlige inspirationskonference. Temaet for konferencen var "Større end os selv: Tro og fællesskab i en migrationstid". De to dage i slutningen af marts var tætpakkede med viden, indsigter og oplevelser for alle de 120 deltagere. Programmet var fyldt med interessante oplæg, inspirerende historier og forskellige kunstneriske indslag

Særligt i fokus var religionsmødet mellem kristendom og islam. Britisk præst og tidligere lektor i islamiske studier, Colin Chapman, tydeliggjorde, at empati og forståelse for muslimers grundlæggende værdier er helt essentielt i opbygningen af tillidsfulde relationer. Derudover blev der dykket ned i emnet konvertitter og integrationsproblematikker blandt iranske flygtninge. Erfaringer og viden om lige præcis dette område blev delt af en iransk sociolog, og velkendt forsker på området, Sara Afshari. Hun satte fokus på, at flygtninge som er vokset op med en anden religion, har behov for redskaber til at opbygge deres identitet, når de bliver døbt.

Der blev også delt personlige og rørende beretninger om mødet med Gud og den danske folkekirke fra unge migranter og flygtninge fra Iran, Burundi og Taiwan. Musikindslag og kunstudstillinger var med til at skabe endnu flere højdepunkter i den fantastiske ramme, som konferencen dannede, om multietniske refleksioner og inspiration.

Fredens Kirke var altså både helt fyldt med viden, åndelighed og en enormt mangfoldig deltagergruppe under konferencen; deltagere som trods sprogforskelle fik dannet nye relationer på tværs af de mange forskellige kulturer tilstede.

Næste multietniske inspirationskonference bliver afholdt i efteråret: D. 1.-3. november 2019. Læs mere her på Tværkulturelt Centers hjemmeside

Af Anne Katrine Ebbesen