Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Reformationsjubilæet får kirken til at gå nye veje

Forandringens og reformationens vinde blæser i kirken

Reformationsjubilæet blev fejret med en festgudstjeneste i Haderslev Domkirke Pinsedag 2017 med deltagelse af Dronning Margrethe II og statsminister Lars Løkke Rasmussen. Foto: Haderslev Stift/Lene Esthave

Det kan næppe være undgået særlig mange menneskers opmærksomhed, at 2017 er et Luther-år. I hele Danmark og i resten af verden har alle sejl været sat ind for at markere 500-året for reformationen. 

Overalt i folkekirkens stifter har der været Luther-arrangementer og reformationsevents. Både gudstjenester, foredrag, rejser, koncerter og nye spændendende kirkelige initiativer. Læs mere her.

Den bevægelse, som Luther satte i gang i Wittenberg, har bredt sig til hele verden, og derfor er reformationsjubilæet en global fejring.

Folkekirkens Mellemkirkelige Råd har blandt andet sat fokus på kirkelivet i Dansk Vestindien, hvor der jo oprindeligt var danske lutherske menigheder, endda nogle af de ældste i verden. Rådet er ved at planlægge en tur til De Vestindiske Øer for at besøge de gamle menigheder og markere reformationsjubilæet sammen med dem. Læs mere her.

Endvidere blev reformationsjubilæet fejret for fuld udblæsning i Namibia for nylig, da Det Lutherske Verdensforbund holdt sin 12. generalforsamling. Her deltog flere folkekirkelige repræsentanter, og de fortæller, at det var en stor oplevelse for dem at opleve den globale lutherske kirke demonstrere, hvordan der på tværs af kulturelle, sociale og geografiske forskelle er en stærk luthersk arv og identitet at være fælles om. Læs deres oplevelser her.

Dette hæftede en af de danske deltagere sig ved, nemlig biskop Marianne Christiansen. Det fortalte hun, da hun holdt tale under den danske folkekirkelige markering af reformationsjubilæet, der fandt sted i Haderslev, hvor reformationen allerførst kom til Danmark. En markering, hvor også blandt andre Dronning Margrethe II og statsminister Lars Løkke deltog.

”'Liberated by God's grace' – befriet af Guds nåde, er hovedtemaet for det Lutherske Verdensforbunds markering af reformationsjubilæet, sagde biskop Marianne Christiansen i sin tale. 

"I denne forsamling og samtale mellem mennesker fra hele kloden blev det også klart , at denne befrielse ved nåden er en gnist og en drivkraft ikke bare i det danske samfund  (selvom vi nogle gange tror, at vi er de eneste lutheranere i hele verden – det er vi ikke, de fleste bor i Afrika), men globalt," sagde biskop Christiansen. Se hele hendes tale her.

Endvidere talte statsminister Lars Løkke Rasmussen til samme reformationsmarkering, der fandt sted på en solrig pinsedag. Løkke fremhævede Luthers betydning for Danmark. 

"Jeg ved ikke, om solen skinnede på Martin Luther for 500 år siden. Men jeg ved, at han satte et sandt stormvejr i gang. Det gjorde han i en tid, hvor forandringens vinde allerede blæste. Det gør de også nu, og mange af os føler nok, at de største omvæltninger er lige her og nu – i vores egen tid. Både de mørke og de håbefulde," sagde Lars Løkke Rasmussen i sin tale. Se hele talen her. 

Forandringens vinde blæser i samfundet - på godt og på ondt.

I Mellemkirkeligt Råd er der særlig opmærksomhed på, hvordan det står til med trosfriheden og åndsfriheden. Er friheden for ånd, tanke, tro og samvittighed under pres? Det sætter Mellemkirkeligt Råd til debat på en konference på Christiansborg d. 24. november 2017. Læs mere her. 

Men forandringens vinde blæser også i kirken. For reformationsjubilæet er ikke kun et tilbageskuende arrangement eller en anledning til at se tilbage på 500 års kirkehistorie. Det er også en anledning til, at den evangelisk-lutherske folkekirke tænker over det reformatoriske kerneprincip ecclesia semper reformanda - altså en kirke, der stadigt skal reformere sig. 

Hvordan skal folkekirken så reformeres? Hvilke veje skal folkekirken gå, og på hvilke veje skal folkekirken gå side om side med andre kirker?

Det er et emne, der tages op i den nationale mellemkirkelige markering af reformationsjubilæet. Folkekirkens Mellemkirkelige Råd har valgt at holde årsmøde første weekend i december 2017 i København og sætte fokus på reformationen i et økumenisk perspektiv. 

Her vil der være teologiske seminarer og mulighed for at se på reformationen i tilbageblik og forholdet mellem den lutherske kirke og andre kirker fremadrettet. Desuden vil det afsluttes med en stort anlagt reformationsgudstjeneste i Københavns Domkirke under ledelse af Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen og den katolske biskop Czeslaw Kozon. Læs mere her.