Nyheder
Nyheder

Reformationsåret slutter med et økumenisk blik fremad

Selvom der stadig eksisterer afgørende teologiske forskelle, kan de katolske og lutherske kirker sammen vende sig mod verden og dens udfordringer, skriver Mogens Mogensen

Kardinal Gerhard Ludwig Müller (t.v.) fejede ikke problemerne mellem katolikker og protestanter ind under gulvtæppet på det nyligt afholdte teologiske reformationsseminar, bemærker Mogens Mogensen. Foto: Mogens Mogensen. 


Af Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd


I 2017 har der været afholdt talrige reformationsjubilæumsarrangementer i Danmark. Når det gælder hele folkekirken, så blev reformationsfejringen for alvor skudt i gang med en festgudstjeneste i Haderslev Domkirke pinsedag, bl.a. med deltagelse af dronningen og statsministeren.

Teologien i centrum

I denne weekend afholdtes så i København det sidste officielle reformationsarrangement, hvilket bød på økumeniske teologiske seminarer på universitetet og i Skt. Andreas Kirke og en afsluttende økumenisk gudstjeneste i Domkirken – med deltagelse af kronprinseparret.

I modsætning til mange af de andre arrangementer, der har fejret reformationens historiske betydning og indflydelse på det samfund vi har nu, har fokus i denne weekend været på fremtiden for forholdet mellem kirkerne.

Som en af oplægsholderne, prof. Gerd Theissen, sagde: "Paulus ville reformere jødedommen, men han blev kristendommens arkitekt. Luther ville reformere den katolske kirke, men blev protestantismens grundlægger." Efter at have lyttet til debatten mellem teologer og kirkeledere fra forskellige kirkesamfund melder spørgsmålet sig: Hvordan er udsigten så til en heling af det brud, som reformationen førte til?

Kardinal Gerhard Müller, der indtil for nylig var leder af Den Katolske Kirkes meget vigtige troskongreation, der tager sig af forholdet til andre kristne trossamfund, understregede i sit foredrag – trods det smertelige i den manglende enhed – at ”Det fælles, som forbinder os, er ikke et par værdier fra det kristelige vesterland eller Vesten, men de centrale mysterier i den frelseshistoriske åbenbaring, Guds Treenighed, inkarnationen af den guddommelige logos, udgydelse ved tidernes ende af Helligånden, troen på Kristus-nådens virkelighed og virksomhed, syndernes tilgivelse, de døbte som Guds børn, håbet på kødets opstandelse, kærlighed til Gud og til næsten som opfyldelse af alle bud, den hellige skrift og den apostolske tradition i den udelte kristenhed og dåben, gennem hvilken vi bliver Guds børn og venner og som lede i Kristi legeme, som er kirken”.

Det er jo meget opmuntrende ord, og sandheden i dem er jo også blevet understreget på dansk grund derved, at repræsentanter for folkekirken sammen med repræsentanter for den katolske kirke – og næsten alle andre kirkesamfund i Danmark – i fællesskab har kunnet udarbejde en tekst til det danske folk om alt det, som vi som kristne i fællesskab kan sige om kristendommen, nemlig hæftet, ”Noget om den kristne tro”.

Stadig forskelle

Men kardinalen fejede ikke problemerne mellem katolikker og protestanter ind under gulvtæppet, da han fortsætte med at sige, at ”Derfra kan al anstrengelse udgå, forskellene i forståelse af de andres sakramenter, eukaristien, biskopsembedet og den romerske Petrus-tjeneste i det mindst så vidt at overvinde, at de ikke længere er adskillende i trosbekendelsen og kirkefællesskabet.”

Det, der skiller katolikker og protestanter er stadig, set fra protestantisk side bl.a. og især, at den katolske kirke ikke tillader nadverfællesskab med ikke-katolikker, og at protestantiske kirker ikke betragtes som ”kirker i egentlig forstand, men kirkelige fællesskaber” (jf. Dominus Iuesus).

Lad os vende os ud mod verden

I sin respons til kardinalen gav biskop Marianne Christiansen udtryk for, at kirkens enhed godt kan komme til udtryk i ”forskellige ydre ordninger og ledelsesformer, der alle står til tjeneste for Kristi kirke, som består af de troende”.

Dette syn på grundlaget for et økumenisk fællesskab udbyggede hun med henvisning til, Boenhoeffers forståelse af kirken, som kardinalen også havde refereret til i sit oplæg. Kirken kan kun være Kristi kirke, når den er kirke for de andre. ”Det er måske den erkendelse, som igen kan føre blikket væk fra de stivnede positioner og lærestridigheder. Sådan er det i hvert fald i nogen grad sket internt i den danske folkekirke (….), at de teologiske positioner nu står knap så skarpt over for hinanden i en tid, hvor det helt grundlæggende drejer sig om at få fortalt om Jesus og overhovedet give sprog og rum til et gudsforhold, før vi evt. begynder på vore stridigheder. Sådan må det også være mellem konfessionerne. Verden har brug for evangeliet og for tro virksom i kærlighed. Og det er en fælles opgave for alle kirkesamfund. Den økumeniske bevægelse er ikke kun at vende ansigterne mod hinanden i samtale, men nok så meget sammen at vende ansigtet mod verdens nød, fattigdom, krig og og overgreb, fremmedhad, klimaødelæggelse, meningsløshed og tomhed og tage fat på tjenesten sammen. Et Bonhoeffer-citat: 'Nur wer für die Juden schreit, darf gregorianisch singen”. Kirkerne må involvere sig i verden.'"

Noget tyder på, at de teologiske samtaler mellem protestanter og katolikker ikke i umiddelbar fremtid kommer videre, men måske skulle vi i stedet bruge flere kræfter på sammen at vende os mod verden og de udfordringer, som den stiller os alle overfor, uanset om vi er ortodokse katolikker, lutheranere, reformerte, baptister eller pinsevenner.

Protestanter og katolikker kan desværre (endnu) ikke fejre nadver sammen og opleve en teologisk og kirkelig enhed, men vi kan måske i al vor forskellighed sammen vende os mod verden og dens udfordringer og opleve en enhed i tjenesten vor vore medmennesker.