Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Referat fra årsmøde for stiftsudvalg 2017

Det blev der talt om på årsmødet

Hvordan tager vi imod flygtninge og indvandrere i folkekirken? Det var et af de spørgsmål, der blev drøftet til Mellemkirkeligt Råds årsmøde for stiftsrepræsentanter 2017. Foto: Michael Rønne Rasmussen.

Referat fra Mellemkirkeligt Råds årsmøde for stiftsrepræsentanter

3. – 4. februar 2017 på Vejle Center Hotel

 

Hovedemnet var: Skal flygtninge og indvandrere integreres i folkekirkens fællesskab?

Årsmødet begyndte med velkomst ved næstformand Christian Roar Pedersen, hvorefter biskop Marianne Christiansen holdt et oplæg om fællesskab: Hvad er fællesskab? Kan kirken være fællesskabende? Hvad siger Bibelen om fællesskaber og om kulturmøde?

 

Uddrag fra oplægget ved biskop Marianne Christiansen

Fællesskaber

Hvis nogen har den holdning, at folkekirkens fællesskab og opgaver kun er for folkekirkens medlemmer – altså kun meningsfællesskaber eller handlingsfællesskaber, så tror jeg, at vi går fejl af vores opgave som kirke og sætter vores lys under en skæppe. Omsorgen for den fremmede er en jødisk-kristen forpligtelse, som det kan læses i Mosebøgernes gentagelser. Den typiske begrundelse er: Den fremmede må du ikke udnytte eller undertrykke. I var jo selv fremmede i Egypten.

Dette sted er typisk for Mosebøgernes begrundelse for at behandle den fremmede ordentligt: ”Du”, altså israelitterne, kendte jo selv til at være fremmede i Ægypten. På den måde er der givet et fællesskab med den fremmede, alene fordi han lige så godt kunne være dig. Det må også være det grundlæggende i kirkens fællesskab med fremmede. I Det Nye Testemente betones fællesskabet på tværs af alt, hvad der ellers gør mennesker fremmede for hinanden. Forskellige folkeslag og folk af forskellige religioner er blevet ét i troen på Jesus.

Gæstfrihed, venlighed, mildhed, at dele sit brød og række hjælp til den fremmede og tage del i fællesskabet med den fremmede er en grundstamme i kristendommen, således også i folkekirken!

   

Folkekirken er født sammen med religionsfriheden i grundloven – og har derfor en særlig forpligtelse på at værne om trosfrihed og religionsfrihed – alene ud fra kristen overbevisning om, at troen kun lever i frihed – og hvis vi skulle blive i tvivl om det, kan vi læse i Det Nye Testamente.

Derfor er folkekirken særligt forpligtet på at ikke bare at værne om, men udfolde trosfriheden. Forstået på den måde, at den forkyndelse, som kirken skal være rum for og bære, kan lyde frit og utvunget – og at alle kan være frie til at tage imod eller lade være, uden at det får konsekvenser for, om man kan være en del af det folkelige og menneskelige fællesskab.

Et fællesskab er noget, som alle bidrager til og er en del af. Det vigtigste er måske ikke at spørge efter: Hvad kan vi gøre for flygtninge og migranter, men hvad er vi fælles om som mennesker? Hvad kan vi dele? Hvad kan vi få af dem, hvad bringer de til vores liv som enkelte mennesker, som folk og som kirke? Det kræver nysgerrighed og lidt organisering – det sidste er vi gode til, det første ikke altid. Men måske opdager vi først selv, at vi er en del af et fællesskab, når andre finder os i det.

 

Oplæg ved Viggo Mortensen

Dernæst holdt professor Viggo Mortensen et oplæg om integration af flygtninge og indvandrere i samfundet. Mortensen tog udgangspunkt i sin egen egn, Ærø, hvor man mærker globaliseringen og indvandringen, og hvor det lille lokalsamfund står sammen om at integrere flygtninge og indvandrere i det lokale samfund. Mortensen fortalte, hvordan han havde været med til at introducere nytilkomne til kristendommen og slog til lyd for, at kirken generelt bør tilbyde alle nytilkomne en velkomstpakke, hvormed man kan introducere Bibelen, kristendommen, kirken, og hvordan man kan blive en del af fællesskabet i folkekirken.

Mortensen sagde, at når kristne banker på kirkens dør, er det en vigtig missional forpligtelse at tage imod dem og skabe rum for dem.

Mortensen mente, at der inden for de nuværende administrative strukturer i folkekirken er gode rammer for kirkeligt arbejde blandt flygtninge og migranter. Der findes allerede en vis teologisk og kirkelig mangfoldighed, diversitet og rummelighed, fx i form af fri­- og valgmenigheder. 

Desuden foreslog Mortensen at afskaffe sognepræsteordningen og i stedet ansætte præster mso (med særlig opgave.) Denne ordning er indført på universiteterne og bør også indføres i folkekirken.  

I forhold til at etablere særlige menigheder, der kan rumme flygtninge og migranter, enten på sogne- eller provsti- eller stiftsplan, skal man have respekt for de kulturelle forskelle, men også passe på, at disse menigheder ikke blot udvikler sig til hjemstavnsforeninger. Danske kirker i udlandet kan godt betragtes som hjemstavnsforeninger, men ønsker vi det samme med andre kulturelle fortegn i Danmark?

Dobbelt medlemskab, dvs medlemskab af både folkekirken og en migrantmenighed, er i udgangspunktet en god idé, dog mener Mortensen ikke, at man skal lave forskellige grader af medlemskab, Enten er man medlem eller ikke medlem.

Essensen af Mortensens oplæg kan læses i Kristeligt Dagblads kirkeanalyse 2/2 2017, se link her:

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/kan-folkekirken-rumme-kristne-fra-andre-kulturer

 

Oplæg ved Marie Munch Roager fra Folkekirkens Asylsamarbejde

Marie Munch Roager holdt oplæg, hvor hun fortalte om arbejdet i Folkekirkens Asylsamarbejde. Roager fokuserede især på relationsarbejdet og anskueliggjorde med eksempler på konkrete historier, hvor meget den menneskelige opsøgende kontakt betyder. En flygtning fortæller, at hans nye venskabsfamilie er som en engel for ham, der hjælper ham med at få vinger, selvom han har glemt, hvordan man flyver. Oplægget tydeliggjorde, at kirken har en vigtig opgave i at modvirke ensomhed. Mange flygtninge og indvandrere er helt alene og afskåret fra deres normale sociale netværk.

  • Folkekirkens Asylsamarbejde håber på mere samarbejde på tværs af kirkerne for at stå stærkere på dette område, så det ikke kun er få tordenskjoldssoldater der skal bære det hele (samarbejde som det fx finder sted i Haderslev eller Holstebro). Dette ønskes for at være mere tydelige som kirke i samfundet og lære noget af hinanden på tværs af kirker. Det kan også bevirke en mere synlig rolle i forhold til kommunerne.  
  • Dernæst nævntes 3 modeller – Foreningsmodellen, udvalgsmodellen og hjulmodellen. De kan findes i Sørens artikel i Ny Mission (nr 31). Artiklen kan læses her: https://issuu.com/danishmissioncouncil/docs/nymssion_31
  • Slutteligt nævntes, at vi har behov for at understøtte et regionalt og nationalt sprogspecifikt netværk, så der er støtte i folkekirken, således at migranter og flygtninge kan få god vejledning og ledelse, da man ellers naturligt vil finde andre steder hen.  

Vi må som folkekirke sande, at der er 700.000 med anden etnisk baggrund i Danmark og hvis vi ønsker at være folkekirke, så er vi også nødt til at være opmærksomme på dem. Vi har brug for dem i folkekirken. 

 

Diskussion i plenum

Generelt var der en meget positiv ”lad os komme i gang” stemning til årsmødet. Stiftsrepræsentanterne opfattede det som en missionsforpligtelse at tage imod nytilkomne kristne og byde dem indenfor i det folkekirkelige fællesskab.

Desuden blev det påpeget, at der er nogle udfordringer, vi ikke skal være blinde overfor.

Vi skal tænke over, hvordan vi normalt danner fællesskab i de folkekirkelige menigheder og finde måder, der kan gøre tærsklen lavere for nytilkomne kristne. Det er en fordel at finde inspiration fra andre kirker, der har held med at integrere forskellige kulturer ind i kirken, fx Pinsekirken og den katolske kirke.

Der er et kulturelt filter, der gør at kommunikationen mellem folkekirkedanskere og flygtninge og migranter kan være vanskelig. Vi ser ikke selv, hvor stor en rolle kultur spiller, fordi vi tager vores kultur for givet. Men der skal finde en kulturel oversættelse sted, for at nytilkomne kan finde sig til rette i fællesskabet i kirken.

Der var umiddelbart opbakning til at arbejde med en model for dobbelt medlemskab. Det blev begrundet med, at man jo ikke ved indmelding i folkekirken bliver spurgt, hvilke dogmer man tror på. Vi er ret fleksible i folkekirken strukturelt, fx mht valgmenigheder. Kirken er universel, men er forankret i lokale/nationale fællesskaber.

En migrant, der melder sig ind i folkekirken, kan møde modstand fra sin ”oprindelige” kirke, fx den etiopiske koptiske kirke. Men det skal ikke afholde os i folkekirken fra at byde vedkommende inden for og tilbyde medlemskab.

Der var argumenter for at tænke integrationen ind i større enheder end sognene. Med tanke på historien med danske menigheder i udlandet er læren jo netop, at der kan være brug for at bevare en national egenart – med fare for, at det bliver en hjemstavnsforening.

En idé kunne være at oprette regionale indvandrermenigheder, som kan være at sammenligne med Indre Mission og KFUM&K, dvs. specielle kulturelle-kirkelige fællesskaber, som både har deres egen identitet og kan samarbejde med folkekirkens menigheder.

Der var enighed om, at flygtninge-migrant-arbejdet i folkekirken skal være bredt forankret og vokse nedefra. Det er vigtigt, at præsten ikke skal sidde med hele arbejdet, men sogne og menigheder skal være med til, at denne opgave bliver løftet i fællesskab. Det almindelige præstedømme er vigtigt. Menighedsråd og frivillige skal træde til og bære præstens arbejdslæs. Pt. er det oftest sådan, at det er præsten, der inviteres indenfor af migranter, fordi præsten er kirkens eneste ”ansigt”.

Hvad angår det økonomiske, er folkekirkens økonomi mest lokal. Pengene skal rejses i sogne, der committer sig. Det skal komme ressourcemæssigt nedefra, fra sognene.

Desuden skal der være en administrativ struktur, der understøtter arbejdet og en ordning, der sikrer at nytilkomne kan få kirkelig betjening af enten den lokale præst eller en funktionspræst. Det kan være en udfordring, særligt når det handler om flygtninge og asylansøgere, der bliver flyttet rundt i landet.

 

Birgitte Arffmann: Oplæg om mellemkirkeligt arbejde i Vejle før og nu

Pensioneret sognepræst Birgitte Arffmann holdt et oplæg om Vejles kirkehistorie og anskueliggjorde hermed, hvordan det mellemkirkelige arbejde antager forskellige former gennem tiderne, men at man også kan trække en sammenhængende kirkehistorisk linje. Den situation, vi står i nu, kan på mange måder sammenlignes med tidligere tiders oplevelser af religiøse bevægelse og mangfoldighed. Fx tider med vækkelsesbevægelser, afholdsbevægelser, danske udvandrere der finder et nyt kirkesamfund i USA, Canada, England mm og kommer tilbage til Danmark for at ”omvende” familien. Desuden forklarede Arffmann også, at det klart er andre kirkesamfund, fx frikirker, der har været bedst til at rumme andre kulturer i deres kirker. Her har folkekirken stadig et efterslæb.

--

Oplæg ved asylpræsten og konvertitten

Sidste oplæg var en samtale mellem asylpræst Birgitte Møldrup og en iransk konvertit.

Konvertitten fortalte om sin omvendelse, som var været en overvældende åndelig oplevelse. Han fortalte, at det ikke var nemt at leve i asylcenteret, hvor muslimer ikke tolererede kristne. Han var nødt til at holde lav profil og var bange for at blive opdaget som kristen. Han undrede sig over, at være kommet til et såkaldt kristent land, hvor muslimer styrede i asylcentret.

Konvertitten understregede, at konvertitter har et kæmpe behov for kirkelig betjening. De føler, at de skal fyldes på ny. En konvertit har beskrevet sin konversion som om hun får taget sine indvolde taget ud og har brug for nogle nye. Det er med andre ord vigtigt, at kirken står klar og tager imod konvertitter, når de søger kirken.

Konvertitten havde prøvet at gå i kirke et sted i Jylland sammen med nogle venner fra asylcentret. Hans oplevelse var, at folk så på ham og hans venner, som om de var gangstere. Så han blev enig med sine venner om, at så snart gudstjenesten var slut, skulle de bare løbe væk så hurtigt som muligt.

Konvertitten sagde dog på årsmødet, at han holder fast i folkekirken, fordi han mener han kan hjælpe folkekirken. Efterhånden har han lært folkekirken bedre at kende. I starten skulle han også vænne sig til, at kirken havde kvindelige præster. Men det er ikke noget problem, siger han. Det hjalp ham også meget, da der kom en afrikansk indvandrerpræst, som arbejder sammen med folkekirken omkring internationale gudstjenester.

Forskelle mellem kirker og forskellig teologi er ikke så vigtige for ham. Der er kun én kirke, siger han. Det er fællesskabet og at man føler, man hører til, der er allervigtigst.

For muslimer og konvertitter er det vigtigt at se, at Bibelen bliver udlevet, og at der er overensstemmelse mellem det, der prædikes og den måde, man lever. At man kan se, at vi er kristne. At kirkens virke kan ses og er synligt.

Desuden blev det nævnt, at genbrugsbutikker meget vigtige ift kirkers flygtningearbejde. Her er der praktiske opgaver og et vigtigt naturligt mødested, hvilket også er en del af kirkens opgave.

  

Birger Nygaard holdt en afsluttende opsamling, hvor bl.a. følgende blev diskuteret:

Hvordan skal MKR arbejde videre med det mellemkirkelige arbejde og flygtninge-migrantarbejdet.

MKR, stift, provsti og sogn skal spille sammen i det videre arbejde. Vi skal have meget mere med hinanden at gøre. Mere kontakt og møder og mere korrespondance.

Økumenisk gæstfrihed, mission, naboskab og religionsmøde. Være gode naboer for dem, der ikke vil være kristne.

Kræver tro håb og kærlighed. Evangeliet skubber på os.

Hvordan kan MKR være til gavn i stifter provstier og sogne?

Biskopperne siger at den landskoordinerende rolle i flygtninge-migrante-arbejdet ligger hos MKR.

Hvordan kan vi skabe forbindelse mellem stiftsudvalg og stiftsråd og Landsforeningen af Menighedsråd. Vi skal have alle dimensioner og aktører i kirkelivet med.

Desuden:

Aftenandagt ved Kristina Bay, sognepræst i Højelse sogn, Roskilde Stift.

Morgenandagt ved Karin Vestergaard, sognepræst i Ikast kirke, Viborg Stift.