På de tyske kirkedage mærkede jeg, at kristendommen er ét stort fællesskab

Af

Thomas Horneman-Thielcke, sognepræst i Herluftsholm Kirke og medlem af Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

Forleden kom jeg hjem fra Kirchentag, de tyske kirkedage i Berlin og Wittenberg. Det har været nogle storslåede dage. Kirkedagene var virkelig overvældende. Flot forberedt og imponerende gennemført og tydeligvis båret af et enormt stort forarbejde. Der var 2500 aktiviteter i programmet!

Den stærkeste oplevelse var aftengudstjenesten den første aften. Vi var 30000 mennesker på Platz der Republik til aftengudstjeneste og lystænding. Vi bad sammen, og alle tændte hinandens lys. Efterhånden bredte lysene bredte sig igennem hele menneskehavet. Imens blev reformationen tegnet af en sandkunstner. Aftengudstjenesten var visuelt meget flot og en rigtig fin oplevelse. 

Desuden oplevede jeg tysklands kansler Angela Merkel og tidligere amerikansk præsident Barack Obama tale om religion og politik foran Brandenburger Tor. De talte om, hvad man kan være fælles om, og hvad der skiller os ad. Obama talte om, hvordan  kirkelivet i Chicago havde været med til at danne ham som menneske, og hvordan kirken i Chicago havde været med til at forme hans syn på næstekærlighed og medmenneskelighed, hvilket han havde taget med sig i sit politiske arbejde. Det lagde han slet ikke skjul på.

Afslutningsgudstjenesten var også en meget stor oplevelse. Det var en stor friluftsgudstjeneste, hvor 120000 mennesker deltog. Her var jeg med til nadver ved et kæmpe nadverbord, der bestod af mange forskellige nadverstationer.

”Du siehst mich” (Du ser mig) var temaet på de tyske kirkedage med en henvisning til 1. Mosebog. Og alle deltagerne havde et orange badge hvor der stod ”Du siehst mich”. Det havde en meget stærk virkning. Vi gik alle rundt og så hinanden. Det skabte en bevidsthed om, at der er andre end os selv. Der er alle vores medmennesker, og der er Gud.

Samlet set fik jeg på kirkedagene en idé om, hvor stor kristendommen egentlig er. Det er et enormt stort fællesskab. På kirkedagene var der så mange kristne overalt. Overalt hvor jeg så, var der ét stort menneskehav, og det var slet ikke til at tælle, hvor mange der var. Der var så mange, der var nysgerrige på kirken og ikke var bange for at vise det. Det var rigtig godt at opleve, at kristendommen netop er et stort fællesskab og ikke er et soloprojekt.

Dét jeg tager med hjem til Danmark, er at man ikke skal være bange for at tænke kirke uden for kirkerummet. Kirken skal ud til alle. Ud i samfundet og ud til verden. For kirken kan skabe udsyn til andre mennesker, så mennesker ser hinanden. Der sker noget helt særligt, når kirken kommer ud og er en del af det sekulariserede byrum.