Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Kirkerne står sammen i et Europa i opbrud

Anglikanske og lutherske kirkeledere mødtes i København for at tale om kirkens rolle i et sekulært Europa

Kirkelederne i Porvoo-fællesskabet fotograferet i Skt. Andreas Kirke i København. Fotograf: Christian Arffmann


Af Christian Arffmann


Det europæiske kontinent er under forandring, og fremtidsudsigterne er uklare. Det påvirker også kirkerne. For hvordan ser fremtiden ud for Europas kirker? Hvordan vil flertals- og mindretalskirkerne klare sig i et Europa, der synes at blive mere og mere sekulariseret? Vil de tabe terræn, eller vil kirkens stemme tværtimod blive tydeligere?

Disse spørgsmål stillede europæiske kirkeledere hinanden i sidste uge, da der var møde i Porvoo-fællesskabet, et fællesskab af anglikanske og lutherske kirker i Europa. (Læs pressemeddelelse her.)

Det var et møde, hvor europæiske kirkeledere i et fortroligt rum havde mulighed for at dele sorger og glæder, udfordringer og succeshistorier. Nogle slog en optimistisk tone an, og andre fortalte, at samfundets udfordringer i høj grad også prægede kirkerne. Brexit var et væsentligt emne, som berørte kirkerne i England, Skotland og Irland. Det kunne Michael Jackson, ærkebiskoppen af Dublin, og Mark Strange, biskop i den skotske episkopale kirke, bevidne.

Ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby, understregede, at Storbritannien ganske vist er i gang med at trække sig ud af Den Europæiske Union, men ikke vil forlade Europa. Han tilføjede desuden, at Church of England sætter stor pris på det europæiske mellemkirkelige sammenhold i Porvoo-fællesskabet. (Læs eksklusivt interview med Ærkebiskoppen af Canterbury her.

Stemningsskifte

I det hele taget udtrykte kirkerne, både majoritetskirkerne og minoritetskirkerne, en stor tilfredshed med at være en del af Porvoo-fællesskabet i en tid, hvor de sekulære samfund udvikler sig med lynets hast, og hvor fremtidsudsigterne er uklare. Men der var enighed blandt kirkerne om, at man ikke bør lukke sig om sig selv eller fjerne sig fra verden.

Biskop Marianne Christiansen fra Haderslev Stift pointerede i sin tale, at kirken bør se de sekulære demokratiske samfund som en gave og som en garant for trosfrihed samt at kirken bør blande sig aktivt i det sekulære samfund. ”Den største fare er, at den [kirken] trækker sig ud af verden og forkynder ordet for lukkede døre og nedrullede gardiner som noget, der kun vedrører det enkelte menneskes indre liv. Den største fare er, at den ikke vil blande sig i det sekulære samfund på det sekulære samfunds præmisser.”

Den svenske ærkebiskop Antje Jackelén påpegede, at der er sket et skifte i synet på det sekulære samfund:

”Jeg kan virkelig mærke, at der er sket et stemningsskifte i kirkerne. For 10 år siden handlede det kun om, hvordan vi kunne holde sekulariseringen væk fra døren, og hvordan vi kunne skærme os imod den. I dag ser vi også muligheder i det sekulære,” sagde ærkebiskop Jackelén.

Generelt var der en åbenhed i forhold til at genoverveje den lutherske toregimentelære. Kirken og staten skal ikke blot opfattes som to hermetisk adskilte sektorer.

Kari Mikkänen, ærkebiskop i den lutherske kirke i Finland, mente, at kirken skal være et modsvar til en lukket sekulær verden, der deler alt op i sektorer. Kirken skal ikke lade sig nøje med at være tildelt sin egen eksklusive sektor eller lade sig indelukke i en boks. Mäkkinen glædede sig over, at kirken tilsyneladende er på vej ud af sin boks og på vej til aktivt at skabe sig en platform i samfundsdebatten. Og det er godt, for kirken har et væsentligt samfundsbidrag - blandt andet at henvise mennesker til det kristne evighedshåb og til gudbilledligheden.

Helga Haugland Byfuglien, præces i den norske bispekonference, tilføjede, at kirkens opgave er at formidle evangeliet om Guds nåde ind i vor tid og ind i vort samfund. Et nådesløst, præstationsjaget samfund præget af ensomhed og selvforagt. En tid, hvor mennesker skal konstruere deres egen validitet, og hvor man hurtigt bliver dømt udenfor, påpeger Byfuglien.

Fælles handling

Desuden påpegede Byfuglien, at liberale og konservative kirker er begyndt at finde fælles fodslag i konkrete arbejdsindsatser – for eksempel hvad angår flygtninge og migranter samt klimaudfordringerne.

Det kunne de øvrige kirkeledere også genkende. Økumenien blomstrer inden for det man kan kalde ecumenism of action, en handlingens økumeni. Det vil sige, at man anerkender, at der fortsat eksisterer teologiske uenigheder, for eksempel omkring sakramenter, men man vælger at handle sammen og imødegå samfundsmæssige og globale udfordringer i fællesskab.  Der blev flere gange henvist til den luthersk-katolske reformationsmarkering i Lund og Malmø, som Haugland Byfuglien beskrev som ”løfterigt og oprigtigt” og ærkebiskop Antje Jackelén beskrev som en ”begivenhed, der gav genlyd overalt i verden.”

Ligeledes blev reformationsjubilæet draget frem som et eksempel på en verdensbegivenhed, der samler på tværs af kirkeskel. Martin Lind, biskop i den lutherske kirke i England (en kirke der består af mange forskellige kulturer og nationer) nævnte således, at reformationsjubilæet var en storslået fejring, der formåede at samle folk fra alle kulturer.  

Sammenhold

Mødet i Porvoo-fællesskabet bekræftede endnu engang, hvor vigtigt det er, at kirkerne står sammen, inspirerer hinanden og deler udfordringer og succeshistorier med hinanden. Som kirkelederne mindede hinanden om, bliver der midt i alle uenighederne også taget nogle vigtige økumeniske skridt fremad.

Næste møde i Porvoo-fællesskabet finder sted næste år i oktober i Estland.