Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Hvordan mindskes sekundær traumatisering af flygtningebørn? 

Tre politikere rejste med en præst, en biskop og en journalist til Athen, for at blive klogere på flygtningesituationen og dens konsekvenser. 

Mette Bock (LA), medlem af Kirkeudvalget og Udenrigspolitisk Nævn, biskop Peter Skov-Jakobsen, Sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen, Karen Klint (S), formand for Kirkeudvalget, Margrete Auken (SF), medlem af Europaparlamentet, Dan Biswas (Faros), Kenneth Brant Hansen (Faros) og journalist Laura Friis Wang (Information). Foto: Gael Machaud.


De flygter fra krig, terror og diktatur. De har mistet. Måske familie. Måske alt hvad de ejer. Måske tilliden til, at deres land kan blive godt igen. I hvert fald har de mistet hus og hjem, dem der flygter. 

Men også under flugten sker der meget, og den enkelte flygtning risikerer meget. Hvad sker der med dem, der bliver udsat for overfald, menneskehandel, tyveri, mens de i forvejen er i den skrøbeligste situation? 

En dansk delegation bestående af Margrete Auken (SF og MEP), Mette Bock (LA og MF), Karen Klint (S og MF), biskop Peter Skov-Jakobsen, sogne -og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen og journalist Laura Friis Wang rejste til Athen den 6.-8. december, for at få førstehåndsindtryk af situationen dér, og et indblik i, hvad der politisk og fra græsrodsniveau gøres for at hindre den sekundære traumatisering, særligt blandt børn og unge. Rejsen foregik på initiativ af Europaarbejdsgruppen under Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

Første stop i programmet var hos Faros (græsk for fyrtårn), et danskinitieret flygtningsprogram, der laver opsøgende arbejde blandt unge flygtninge i Athens gader. Her forsøger man at give de unge et frirum, hvor de kan få rådgivning i forbindelse med deres situation, men lige så vigtigt: hvor de kan deltage i aktiviteter og opføre sig som unge bør kunne opføre sig. Den vanskeligste og vigtigste del af arbejdet er at opbygge tilliden til de unge, der som udgangspunkt er nødt til at være skeptiske overfor fremmede, de møder. 

Sammen med lederne af Faros, Kenneth Brant Hansen og Dan Biswas (der i øvrigt havde tilrettelagt programmet) besøgte delegationen nogle af de steder i byen, hvor flygtningene normalt overnatter. Der var dog ikke mange flygtninge at møde. Gader er forbavsende tomme. Men det er situationen, som Mette Bock, Karen Klint og Margrete Auken skriver i et fælles indlæg i Kristeligt Dagblad: 

"I Grækenland, der alene i år har modtaget 750.000 flygtninge i transit, har situationen ændret sig markant de seneste måneder. På trods af politiske beslutninger og bevilling af midler til etablering af de såkaldte hotspots, der skal sikre registrering og ordentlig sagsbehandling, går det uendeligt langsomt med implementeringen.
Samtidig lukker Europas grænser sig langsomt. Det betyder helt konkret, at der bliver færre og færre, der afventer sagsbehandling. I stedet haster de af sted. De tør ikke vente."

(Læs hele artiklen i Kristeligt Dagblad her (låst artikel, som kræver abonnement)

Tomme gader i Athen. Flygtningene haster videre af frygt for at komme for sent til det sidste tog nordpå. Foto: Gael Machaud.

Mandag morgen bød den ortodokse ærkebiskop, Ieronimos, delegationen velkommen, og man drøftede Grækenlands generelle situation samt det specifikke problem med flygtninge. Derefter fulgte et møde med den danske ambassadør i Athen, som ligeledes gav et generelt overblik, men fra en anden vinkel. 

Endnu et blik på civilsamfundets kirkelige bidrag fik delegationen, da de besøgte den katolske organisation Caritas, som bl.a. opretholder suppekøkken for flygtninge og anden diakonal hjælp, samt det ortodokse Ecumenical Refugee Program, som har specialiseret sig i juridisk rådgivning til flygtninge. 

Tilbage i København tirsdag aften afholdt Københavns Domkirke lysgudstjeneste med fokus på børnene i flygtningestrømmen. Der var stort fremmøde af både herboende flygtninge og andre interesserede og engagerede. Biskop Peter Skov-Jakobsen prædikede, og sogne –og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen bad kirkebønnen for flygtningene verden over. 


Rebekka Højmark Svenningsen


Mere:
Se billeder fra lysgudstjeneste her.

Athen er bare et stop på vejen. Artikel i Information af delegationsdeltager Laura Friis Wang, 18.12.2015