Folkekirkelige aktører talte om Den nydanske folkekirke

Af Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Fra 1849 og de følgende godt 100 år var der et sammenfald mellem folk og kirke, idet omkring 99% af befolkningen var medlem af folkekirken. Sekulariseringen fra 1960’erne og fremefter og indvandringen fra 1980’erne og fremefter har bragt medlemsprocenten i folkekirken ned på 75%. I dag er 13% af befolkningen indvandrere eller førstegenerationsefterkommere efter indvandrere, og kun 20% af de omkring ca. 300.000 kristne indvandrere og efterkommere, er medlem af folkekirken. Hvordan skal folkekirken være folkekirke i denne situation?

Den 30. – 31. januar satte Folkekirkens Migrantsamarbejde fokus på dette spørgsmål på en konference på Hotel Nyborg Strand. Under overskriften ”Den nydanske folkekirke” drøftede et bredt udsnit af folkekirkelige aktører folkekirkens udfordringer og muligheder i mødet med ny danskere. Der blev bl.a. taget afsæt i et sociologisk og et teologisk perspektiv på immigrationen.

Den hollandske sociolog Paul Scheffer mindede om, at migration ofte fører en følelse af tab med sig, både for indvandrerne og den befolkning, der oplever indvandring. Indvandrerne oplever tab af sprog og kultur, og forældrene frygter at de mister deres børn til den nye kultur. Det fører ofte til, at migranter efterhånden bliver mere konservative end dem, der blev i hjemlandet. På den anden side oplever den oprindelige befolkning at indvandringen fører til, at samfundet ændrer sig, så de ikke kan genkende det.

En anden af Scheffers videnskabeligt baserede observationer var, at konflikt er et tegn på, at integrationen er i gang. I enhver integrationsproces er der tre processer, nemlig ”avoidance, conflict & accomodation”. Når man ikke længere kan undgå hinanden, opstår der konflikter. Der er ikke tale om irrationelle konflikter, men om konflikter, som man kan forstå rationelt. Der er for det første socio-økonomiske konflikter. Immigranter kommer ofte ind i samfundet med begrænsede arbejdsmæssige kompetencer og udgør derfor en konkurrence for underklassen, der typisk reagerer mod immigrationen. For det andet er der kulturelt-religiøse konflikter, der opstår fordi indvandrerne medbringer andre normer fx mht. kønsroller, seksualitet mv. end dem, der er gængse i den oprindelige befolkning. For det tredje bringer immigrationen ofte international konflikter med sig til landet, hvis interne konflikter også kan sprede sig internationalt. Eksempler på det er konflikten i Tyrkiet omkring Gülen-bevægelsen, som førte til konflikter blandt tyrkerne i Danmark, og Jyllands-Postens den danske ballade omkring Muhammed-tegningerne, der førte til en international krise.

Den danske teolog Kasper Bro Larsen præsenterede sin forståelse af Paulus som integrationskonsulent eller konfliktmægler. Flere af Paulus’ breve er udtryk for konfliktmægling per korrespondance. Hans konfliktmæglings- eller integrationsstrategi går ud på at finde ud af, hvem der er den stærkeste, som så opfordres til at give afkald på deres ret. Det ser vi fx i 1. Korinterbrev, hvor Paulus siger til de stærke i troen, at alt tilladt, men ikke alt er gavnligt, og derfor må de stærke give afkald på deres rettigheder for at vise hensyn til de svage.

Både Galaterbrevet og Romerbrevet handler om etnisk konfliktløsning. I Galaterbrevet er de stærke de jødekristne, som udgør flertallet, og som må tage hensyn til de svage, som er de hedningekristne. De jødekristne må ikke kræve af de hedningekristne, at de skal blive jøder og overholde alle jødiske forskrifter, for at blive accepteret i menigheden. I Romerbrevet er situationen omvendt, for her må det hedningekristne flertale give plads for det jødekristne mindretal. De hedningekristne må ikke kræve af de jødekristne, at de skal opgive alle deres jødiske traditioner for at blive accepteret i menigheden. Det er altid den stærkeste, der skal tage initiativet til forsoning (lige som Gud gjorde det) og gå længst for at skabe forsoning.

Det fører til Kasper Bro Larsen til den konklusion, at nøgle ordet i Romerbrevet ikke er ”retfærdiggørelse af tro”, men ”alle”. Det er i lyset af Guds ønske om at frelse alle, at retfærdiggørelse af tro bliver vigtig.

Paulus’ breve er meget relevante for folkekirkens situation i dag, hvor spørgsmålet om forholdet mellem gammeldanske kristne og kristne immigranter med en anden etnisk baggrund er til debat. På Paulus’ tid var der kristne, der gik ind for assimilationsmodellen: Vi vil gerne have fællesskab med de andre kristne, men det skal helt og fuldt være på vore betingelser. Andre gik ind for segregationsmodellen: Vi har vores menighed, og I må også gerne have jeres menighed, men vi har ikke noget ønske om et nært fællesskab. Paulus forkastede begge modeller – af teologiske grunde – og gik i stedet ind for integrationsmodellen. Vi vil have fællesskab med hinanden (i Kristus), men vi behøver ikke at være ens (kulturelt set).

Ud over disse to meget oplysende, inspirerende og udfordrende foredrag var der lejlighed til at lytte til en lang række gammeldanske og nydanske oplægsholdere. Her gengives nogle af pointerne:

• Kirken er en god far, men det er også vigtigt, at den bliver en god mor. Mange flygtninge er sårede og har brug for opmærksomhed og omsorg. (Yasin Ahmadi)
• Mange iranere længes efter at komme til at høre til. Hvordan kan jeg blive en del af et os i kirken? (Dr. Sara Afshari, University of Edinburgh).
• Mange migrantkirkeledere ønsker en relation til Folkekirken, men spørger om Folkekirken kræver assimilation. Der ønske mindre vært-gæst forhold og mere ligeværdighed (Clement Dachet, Mission Afrika)
• Begyndte at komme i Christianskirken, fordi det var den eneste kirke, der tilbød oversættelse (Wessam Youssef, IKC Århus)
• Folkekirkens kølighed kommer af, at døren aldrig bliver lukket for dem, der vil ind, og heller ikke for dem der vil ud – enten for at engagere sig i samfundet, eller for at forlade kirken (Birgitte Møldrup, sogne- og indvandrerpræst, Kollerup-Vindelev)
• Mødet med migranterne fører til en revitalisering af folkekirken (Jeppe Bach Nicolajsen, lektor, MF, Aarhus)
• Forskelligheden og mangfoldigheden i Folkekirken giver håb om, at der også er plads til migrantkristne (Clement Dachet)
• De tætte missionske fælleskabsformer og de mere diffuse grundtvigske fællesskabsformer komplementerer hinanden. I første fase måske mest behov for det tætte fællesskab, senere måske mere behov for et mere diffust og åbent fællesskab (Niels Nymann Eriksen, sognepræst, Apostelkirken, Vesterbro)
• Som folkekirke er vi forpligtet på mission blandt alle dem, der ikke er kristne. Men der er forskel på at ville nogen noget, og at ville noget med nogen (Biskop Tine Lindhardt, Fyens Stift).
• Kristendommen i Danmark ligger indlejret i kultur og samfund på en anden måde end i de lande, som mange flygtninge kommer fra. Vi er vanekristne.. Vi ved godt, hvor kirken ligger, når vi får brug for den. Det er vigtigt for alle at forstå, at der er mange måder at være kirke på (Tine Lindhardt)
• Erfaringen fra Apostelkirken viser os, at der er to afgørende værdier at bygge på, når vi skal inkorporere migranter i gudstjenesten. Det er tilgængelighed og inddragelse (Niels Nymann Eriksen)
• I folkekirkens møde med kristne migranter er der brug for regionale løsninger (Provst Eskild Dickmeiss, Frederiksund Provsti)
• Der er brug for ikke kun diakoni for nydanskere, men også diakoni med Vi skal turde miste noget magt (Mette Møberg Madsen, generalsekretær, De samvirkende Menighedsplejer).
• KFUM og KFUK vil gerne være med til at drøfte, hvordan man adresser generationsproblemet – migranternes børn (Kristendomskonsulent Morten Sørensen, KFUM og KFUK)
• Folkekirkens udfordringer i mødet med migranter er langt hen ad vejen som udfordringerne i mødet med gammeldanskere (Søren Abildgaard, formand for Landsforeningen af Menighedsråd).
• Vi må være folkekirke for hele folket. Mission er at være udsendt fra gudstjenesten til hele folket. (Provst Per Vibskov, Nørrebro Provsti).
• Tiden kalder på en mere økumenisk tilgang til at være kirke på (Provst Jørgen Christensen, Hillerød Provsti, næstformand for provstiforeningen)
• Folkekirken har store forudsætning for at håndtere migrationen. Vi må åbne op for det særlige gæstekammer, hvor der er rum for særlige tiltag også for nydanskere. Og vi må i langt højere grad inddrage frivillige i arbejdet (Niels Grunnet, næstformand i Præsteforeningen)
• Overlad ikke arbejdet blandt migranter til organisationer, men gør det heller ikke uden os (Krista Rosenlund Bellows, leder af Indre Missions tværkulturelle arbejde)
• I Michaeliskirken har hele staben berøring med migrantkristne (Oline Kobbersmed, sognemedhjælper, næstformand i Kirkekultur.nu)

Henrik Bundgård, Generalsekretær i Kirkefondet, opsummerede drøftelserne på konferencen bl.a. med følgende vision for folkekirken: ”Folkekirken for hele folket, fælles i forskellighed.”

Oprindeligt skrevet som blogindlæg på Mogens Mogensens blog.