Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Flot 25 års jubilæumsfest med gudstjeneste og mange gæster.

Folkekirkens mellemkirkelige Råds første 25 år som officielt organ i folkekirken blev fejret ved en festgudstjeneste i Københavns Domkirke d. 1. februar.

Rådets første formand Britta Schall Holberg fortæller engageret om de første år i MKR. Poul Verner Skærved (tv) og Mogens S. Mogensen følger smilende med.

Af Tage Kleinbeck

 

Læs mere om jubilæet.

 

Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, der også er medlem af Folkekirkens mellemkirkelige Råd, prædikede for en fyldt domkirke, mens biskopper og andre kirkeledere fra en række danske kirkesamfund både medvirkede i gudstjenesten og deltog i processionen til indledning og afslutning.

 

Efter gudstjenesten var der trængsel i Domkirkens forhal, hvor de 25 år blev markeret med taler, lykønskninger, hilsener og anekdoter. De første talere var kirkeminister Marianne Jelved og biskop Kjeld Holm, som begge understregede værdien og vigtigheden af, at folkekirken står i levende forbindelse med andre kirker i ind- og udland.

 

Såvel den nuværende som alle de tidligere formænd for MKR siden 1990 var til stede. Den første formand, tidligere minister Britta Schall Holberg, berettede på engageret vis om Rådets første tid, hvor konflikt og mistro var et generelt arbejdsvilkår, fordi de valgte rådsmedlemmer ville noget forskelligt med Rådet og mellemkirkeligt arbejde.

 

Flere talere pegede på, at mellemkirkelige relationer i dag langt fra kun foregår udenfor landets grænser men modsat for 25 år siden er en daglig realitet i mange egne af Danmark. Det giver Folkekirkens mellemkirkelige Råd nye opgaver og øget nødvendighed.

 

Danmarks romersk-katolske biskop Czeslaw Kozon - og flere med ham - gav udtryk for taknemmelighed over et samarbejde med folkekirken præget af tillid og kvalitet til gensidig gavn.

 

Et stort antal repræsentanter for de mellemkirkelige udvalg i stifterne var også med til at fejre de 25 år. Jubilæet er også stiftsudvalgenes jubilæum. Organisatorisk sorterer de i dag under stiftsrådene - men det står uændret, at mellemkirkeligt arbejde udøves på både sogne-, stifts- og nationalt niveau i folkekirken.