Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Det Hellige og Store koncil blev et udtryk for kirkelig enhed og vidne om tro på Kristus

Den samlede ortodokse kirke afholdt koncil på Kreta 20.-25. juni i år. Det er første gang i 1200 år.

Fra afslutningsgudstjenesten i Peter og Poul-kirken den 26. juni, Kreta, Foto: John Mindala

KEK, Konferencen for Europæiske Kirker har med interesse fulgt det ortodokse koncil, der fandt sted på Kreta den 20.-25. juni i år, og hvor en signifikant del af KEKs medlemskirker deltog. Afholdelsen af koncilet var kulminationen på en hundredårig proces, som hænger sammen med udviklingen af den moderne økumeniske bevægelse. De ortodokse kirkeledere, som i begyndelsen af 20. århundrede tog fat på diskussionerne, som førte til Det Store Koncil, var også blandt fædrene til samtalen og samarbejdet mellem alle kristne kirker, som i dag kendes som den økumeniske bevægelse.

”Det Store Koncil er en bemærkelsesværdig bedrift og et tegn på Guds forsyn, i betragtning af de dramatiske perioder med tumult og forfølgelse, som den ortodokse kirke har overlevet gennem de sidste 100 år,” sagde KEK’s generalsekretær, Heikki Huttunen. ”Selv nu var politisk konflikt og forfølgelse af kristne markant til stede som baggrund for koncilet."

Formand for KEK, Biskop Christopher Hill, var officiel observatør til koncilet. ”Det var en særlig oplevelse at følge de ortodokse kirker – selv om nogle kirker desværre trak deres deltagelse i sidste øjeblik – mens de åbent debatterede og diskuterede den ortodokse kirkes mission i dag. Koncilets største resultat er at sætte en fortsat dialog med den moderne verden på den ortodokse dagsorden, som både er tro mod traditionen og også er åben for nye måder at udtrykke evangeliet på i kulturer som er meget forskellige fra den måde, man udtrykker det i de ældre centrale kerneområder af den ortodokse kirke."

KEK får ny energi til sit arbejde fra det Hellige og Store Koncil, som har ”åbnet horisonten mod den moderne forskelligartede og mangfoldige verden. Det har understreget vores ansvar i sted og i tid, til stadighed med evighedens perspektiv,”  som det udtrykkes i et dokument fra koncilet.

Biskop Christopher Hill har efterfølgende delt en længere og læseværdig reflektion over koncilet. Læs den her

Kilde: Konferencen for Europæiske Kirker, citater oversat fra pressemeddelelse.


Af Rebekka Højmark Svenningsen