Den nydanske folkekirke
Næste generation

Næste generation

Tese nr. 8: Børn med nydansk baggrund skal aktivt inviteres med i det kirkelige børne- og ungdomsarbejde

Foto: Christian Mercier. 

Et af Danmarks kulturelle kendetegn er omfanget og bredden af det frivillige foreningsarbejde. Det gælder ikke mindst på børne- og ungdomsområdet. Men mange børn og forældre med nydansk baggrund kender slet ikke til de folkekirkelige tilbud for børn og unge. Børn af kristne indvandrere udvikler derfor primært deres kristne identitet i migrantmenigheder, hvor kulturen og sproget ligger et stykke fra den danske virkelighed. Når man samtidig går i en dansk folkeskole og i øvrigt vokser op som dansker, så kan man godt komme til at føle sig splittet mellem to verdener. 
Her har folkekirken potentiale til at spille en vigtig rolle, så der skabes sammenhæng mellem nydanske børns kirkelige og kulturelle identitet. Men det sker kun, hvis de hjælpes til at finde ind i et kirkeligt fællesskab, for eksempel til spejder, minikonfirmand eller i et kirkekor.

Sådan kan der arbejdes med næste generation:

Forældre til nydanske børn har brug for mere viden om det kirkelige børne- og ungdomsarbejde og om konfirmand- og minikonfirmandundervisningen. 
Den aktive henvendelse og det personlige møde er oftest nødvendig. Det er ikke nok at sætte et opslag op eller indrykke en annonce. 
De kirkelige børne- og ungdomsorganisationer bør arbejde strategisk med, hvordan de når ud til nydanske børn og unge. 
Nydanske forældre har brug for hjælp til, hvordan man i Danmark opdrager sine børn med en kristen identitet.